Man tænker at kontrol er begrænset. Man tænker at det handler om oprydning og rengøring. At det handler om almen pli og tale. Men kontrol er så meget mere. Kontrol er ikke god opførsel og et nydeligt hjem. Kontrol er også et sjusket udseende og et rodet værelse. Kontrol er at du så fast har grebet fat i dit inderste, eller den bevidsthed du har skabet om den, og besluttet at sådan skal det ligge. Intet kan nogensinde lave det om. Der er rigtig mange ting jeg kunne kalde mig selv. Kold og kynisk, hjerteløs, følelsesløs, fræk, løs, utilregnelig is dronning. Varm, blid, følsom, kærlig, omsorgsfuld, loyal, støttende, lidenskabelig, charmerende prinsesse. Ærlig talt er jeg træt af at sætte mig selv i bås. Jeg er alle de ting og ingen af dem. Jeg er hvad jeg vil være når jeg vil være det, og hvad jeg ikke vil være lige præcis der jeg ikke vil. En ting er hvad jeg siger og gør en anden ting er hvordan det føles helt inden i. Jeg er træt af folk forsøger at pisse på mig og træde på mine grænser for jeg kan bare ikke væltes ned. Du kan jo kalde mig hvad du vil din ambivalente dukke! Jeg er alt hvad du siger jeg er og du kan bare ikke tage mere fejl.
Ærligt så er jeg da kontrolleret, uhæmmet kontrolleret – siden hvornår har det generet dig? Jeg fortæller hele tiden hvad jeg kan lide og hvad jeg ikke kan lide. Hvordan jeg reagerer og hvordan jeg ikke reagerer. Jeg fortæller hele tiden hvad jeg føler og ikke føler og jeg er bare så træt af at tage stilling til alt ting hele tiden. Jeg kunne gerne gå 3 år tilbage og jeg ville være lige præcis det jeg er nu, bare langt mere afslappet, have langt mere overskud. Jeg gemmer mig for omverdenen, jeg lukker folk ude – jeg gider ærlig talt bare ikke. Jeg vil være ung igen. Drikke mig pisse fuld og danse rundt være dristig og fange fyre i mit net, jeg vil føle min krop er så tom at når musikken trommer højt er den inde i mig. I stedet fyldes jeg op af bekymringer og ballade og drama, det er så utilfredstillende! Jeg har lyst til at leve! Men det gør jeg ikke.
Du spørger vel ”jamen hvorfor gør du det ikke?” Fordi jeg ikke kan. Jeg kan ikke sætte mig selv på spil, jeg ved hvad jeg ikke vil og jeg ved hvordan jeg ikke kommer til det – men jeg ved ikke hvad jeg vil og lige så lidt hvordan det skulle lykkedes. Så jeg skal gå til bekendelse og sige jeg er kontrolleret? Gerne. Jeg tænker over alt hvad jeg siger, over alt hvad jeg gør, ja jeg tænker endda over alt hvad jeg tænker. Jeg tænker over alt hvad du gør og alt hvad du siger. Ved du hvad jeg ikke tænker på? Sjove ting. Jeg er så pisse voksen at jeg brækker mig over det. Men hvordan kan man frasige sig hvad man er? Hvordan kan man lægge hele sit liv bag sig og sige, jamen det definere jo ikke mig? Fakta er at alt hvad jeg har gjort – og undskyld – alt hvad jeg har sagt – endnu engang undskyld – alt hvad jeg har følte – tre gange så meget undskyld – netop er hvem jeg er og netop er med til jeg står hvor jeg gør. Så ja, jeg er selvtægts kvinde. Jeg går direkte ind i løvens hule og bliver flået i tusinde stykker, og bagefter går jeg lige så bevidst ud igen, nej, jeg kravler blødende, tavst grædende, lidende, smertende, ynkelig ud af hulen og slæber min usle krop efter mig imens jeg kravler ind i et hjørne og limer mig selv sammen igen – fuld af revner, som er hvor de altid har været. Jeg trækker mig lige så bevidst ud af sengen og hopper ned til piratfiskene og lader dem sønderrive mig som de plejer og lige så bevidst springer jeg op igen, blødende, tavst grædende, lidende, smertende, ynkeligt, og limer endnu engang stykkerne sammen, præcis på samme måde som det plejer.
