Hvad gør du den dag du vågner op, og finder ud af, at du har taget dit eget liv? Den dag du vågner op og ser, at du selv har revet din sjæl i stykker og selv skåret dit hjerte, dine lunger og dine øjne ud? Du opdager at du ikke længere er en krop, men en flosset sjæl der vandre. Og til sidst opdager du, at du ikke kan skrige af frygt, fordi du har syet dine læber sammen, at du ikke kan høre om nogen taler til dig, fordi du har sprunget dine trommehinder. Den indre kamp og frustration vil være dig ulidelig. Du fortryder helt sikkert hvordan du har levet livet. Du fortryder hver vejrtrækning, hver gang dit hjerte slog. Du fortryder hvert eneste billede du har set, hver stemme du har lyttet til. Du fortryder hver eneste mund du valgte at kysse, hvert eneste ord du valgte at sige, fordi det var så fejlagtigt valgt, du fortryder hver smag du har smagt og til sidst, fortryder du hver kind du har rørt. Intet af det var værd at skulle blive det sidste du hørte, så, smagte, sagde, følte.
Og hvad gør du så? Du gør ingen ting. Du er ikke bange, derfor ville du hellere ikke forsøge at skrige, derfor ville du ikke opdage at du mangler din mund. Du er ikke bange, så derfor ville du ikke opdage, at du ikke kan høre om nogen giver dig bekymring, derfor vil du ikke opdage dine øre er blevet døve. Du er ikke bange, og derfor ville du ikke gå hen i spejlet og prøve og se den forandring som du slet ikke bemærker ikke er der, derfor vil du ikke opdage dine øjne er forsvundet. Du er ikke bange, derfor vil dine vejrtrækning er ikke stige til et niveau hvor du overhovedet bemærkede de engang var der – det ville du ønske nu du gjorde – derfor vil du aldrig opdage, at dine lunger er blevet skåret ud. Du er ikke bange, du mærker ikke hvordan dit hjerte slår hårde og hårde, derfor vil du ikke bemærke, at du slet ikke ejer et hjerte mere. Du vil slet ikke opdage, at du er reduceret til den flossede sjæl, før en person forsøger at røre dig og bare falder lige igennem. Du føler dig usynlig og nytteløs. Ingen kan se dig og du kan ikke gøre noget. Men den ene der engang imellem kunne dukke op, kan heller ikke røre dig. Så kan du sidde og skamme dig over de ting du har sagt og gjort, for de skulle jo ikke have været dine sidste, skulle de vel? Men du kan faktisk slet ikke huske hvad det sidste du gjorde var, for det er først i dag du vågner op og opdager, at du ikke er hvad du længe har troet. Vil du lave hele dit liv om hvis du havde chance? Selvfølgelig ville du det, men hvad ville det egentlig nytte? Hvis du går alle de skridt tilbage, starter forfra, så glemmer du også den åbenbaring der kom den dag du vågnede. Og så vil du igen, inden så længe, vågne op og se, at det hele er sket en gang til, og for dig vil det kun være en første gang.
Fald til ro med det du er blevet. For du vil kun blive det en gang til. Man må indse, at verdenen er sådan strikket sammen, at tingene er kommet for at blive som de var ment til at blevet – også du og jeg. Hvis du endnu ikke er vågnet op, så tag mit ord på, at det vil du en dag. Med denne advarsel kan du forbygge efterlivets cirkel – undgå efterlivet. Tag hver eneste ord du siger, som ville det være det sidste man ville høre fra dig. Lyt til hver eneste lyd som om det ville være den sidste lyd du nogensinde ville høre. Smag hver smag, kys hvert kys, som var det det sidste du nogensinde ville få. Kig på verdenen omkring dig som skulle du aldrig se den igen, og kig på dig selv som du vil huske dig selv. Kig på dem omkring dig som var det den sidste gang du nogensinde ville se dem. Træk vejret som var det den sidste dråbe luft der ville glide ind i dig og lad dit hjerte banke som var det dét sidste slag. Til sidst, føl de omkring dig, de mennesker de ting, som var det sidste gang du skulle mærke dem. For sådan undgår du, efterlivet.
