Udenfor sniger kulden sig langsomt frem og jeg kan slet ikke holde på varmen. Det er utroligt for jeg har altid kunne holde mig varm, men ikke i år. Hvis jeg spejler mig selv i vinduet bliver jeg fanget af et gråt ansigt som er rynket og udmattet. Jeg føler mig præcis som det jeg ser. En gammel og grå dame som føler at uret er ved at slå sine sidste slag. Jeg kan ikke længere genkende det jeg ser. Jeg aner ikke engang om det er mig selv jeg kigger på, men det er præcis sådan jeg føler mig. Det i kontrast til den behandling jeg får af min omverden. Jeg føler at folk kigger ned på mig og ser på mig som et barn. Inde i mit hoved er jeg 10 år ældre end de år jeg nu har levet. Beklager meget hvis det ikke lever op til standart, men hav den respekt at behandle mig som den voksne kvinde jeg er. Jeg bliver ignoreret fordi det jeg har at sige ikke er værd at lytte til, bare fordi de kender det antal år jeg har levet.
På trods af det griber jeg det ansvar der bliver mig givet. At spille bolden mellem de to banehalvdele og stadig se mig selv som selv ansvarlig. Jeg fandt en lille fugl uden for mit vindue. Den var tynd og pillet og man kunne se på den at den frøs forfærdeligt i vinterkulden. Det er her, at jeg ser det ansvar at løfte den op og holde den i mine hænder, når alle andre går forbi den som om, at de ikke kan se den faktisk har det rigtig dårligt. Jeg kan se mig selv i den lille fugl. Det er måske også derfor jeg er så hurtig til, at tage den beslutning at hjælpe den. Jeg synes ikke, at det er for sent for mig selv – eller måske, det ved jeg ikke – Men denne lille fugl har stadig en chance for, at vende sit liv om, hvis der bare er nogen som er villig til at bære den, som jeg engang manglede at blive båret. Så jeg strakte mig ud af vinduet i den bidende kulde for, at lokke den lille fugl til mig og det lykkedes, meget modvilligt, men det lykkedes. Indenfor lagde jeg fuglen i mit skød og kærtegnede den over ryggen imens jeg lyttede til dens svage pippen. Der sad jeg og smilede til den lille fugl og stille og roligt faldt dens pip hen og så lukkede den øjnene, der i mit skød.
Med tiden begyndte fuglens pip at blive kraftigere og mere tydelige og hurtigt fandt jeg ud af, at dens lille vinge var brækket. Men jeg kærtegnede stadig fuglens ryg og smilte til den imens dens sår kunne heale. Og så en dag jeg står op og går ind til fuglen, sidder den i vinduet og kigger ud mod sin redde hvor mor-fugl og søskende sidder og jeg må erkende, at der ikke er mere jeg kan gøre. Med en klump i halsen må jeg så gå hen til vinduet og åbne det op og den kigger på mig med sine små triste øjne. Kom lille fugl, det er på tide at du flyver nu. Og så forsvinder den ud i vinden. Jeg så aldrig fuglen igen.
Udenfor har kulden sneget sig frem og jeg kan slet ikke holde på varmen. Det er utroligt for jeg har altid kunne holde mig varm, men ikke i år. Igen når jeg spejler mig selv i vinduet bliver jeg fanget af et gråt ansigt som er rynket og udmattet. Jeg føler mig præcis som det jeg ser. En gammel og grå dame som føler, at uret er ved at slå sine sidste slag. Jeg kan ikke længere genkende den jeg er. Jeg aner ikke engang om det er mig selv jeg kigger på, men det er præcis sådan jeg føler mig.
