Så smut!

Alt hvad jeg nogensinde har måttet trækkes med kan hurtigt svinde ind til ingenting, men det vil altid være og har altid eksisteret. Det er svært at se frem og skabe en forståelse af hvordan man er nået hertil, uden at vende sig rundt og se hvilken sti man har fulgt. Det handler ikke om, at give slip. Det handler ikke om at glemme, det handler ikke om at forsvinde. Fortæl mig aldrig, at jeg ikke er fremad seende, i så fald ville jeg aldrig fortælle min historie. Vil du have et svar, så stiller du spørgsmålet. Men kritisk og oprørsk reagerer du på svaret og kalder mig knækket? Du fortæller mig, at jeg lever i fortiden, ALDRIG! Man kan ikke have flygtet så længe uden at være kommet et nyt sted hen. Måske løber jeg stadigvæk, men hvorfor skulle jeg lade mit liv stoppe her? Fortæl mig hvorfor jeg ikke har ret til at søge min styrke, og gøre det ved at gense mine fejl og lærer af dem i stedet for at sidde stille og aldrig udvikle min person. Jeg er ikke færdig her. Du kan rende mig hvis du vil bremse mig, det skal aldrig lykkes, det vil aldrig lykkes. Så Smut.

Tomme løfter. Det har jeg altid sagt. Men måske er det på tide, at tage ordene til sig og stoppe med, at bearbejde dem og sammenligne dem. Der er så mange folk der har ligheder men de er aldrig ens. Jeg er måske ensom på grund af de valg jeg har taget, men jeg tænker, at ventetiden er det værd. En dag dukker min bedste ven også op og så skal jeg også en dag have en værdi. Hvor er man uden tro, og hvis det ikke er det jeg skal tro på, hvad så? Jeg har brugt hele mit liv på at sige tak og undskyld. Jeg har brugt hele mit liv på at se mig selv som forkert og forkrøblet. Det kan godt være jeg har bidt fra mig og virket skræmmende, men det ændrer ikke på den fakta at jeg faktisk er helt nede og ligge, og nogle gange ligger jeg godt. Alle jer oprejste mennesker, i forstår jer ikke på livet og kan ikke påskønne det der bare er en dybere mening. Jeg elsker min baggrund, af den simple grund, at jeg kan påskønne et skuldreklap. At jeg kan rødme ved, at høre jeg er smuk. At jeg kan blive inderligt glad for et gensyn. Så rend mig hvis du ikke er tilfreds. Læg dig ned ved siden af mig og slap af. Jeg kunne tage hele verdenen lige såvel som dig, men det gør mig ikke mere tilfreds, du er da heller ikke tilfreds. Jeg har altid fået at vide, at jeg skal rejse mig op og stå ved siden af jer, hvorfor? Måske er det jer der har vendt hele tilværelsen på hovedet. Hvad med at du tager at gøre lidt for mig og læg dig ned. Få et nyt syn på det hele. Hvis ikke, er jeg færdig med dig, du skal ikke bede mig om mere. Så smut.

Jeg kan se verdenen meget tydeligere når jeg overvejer det hele en ekstra gang. Hvorfor skulle jeg ikke kunne danse nøgen i måneskin? Hvorfor skulle jeg ikke kunne svæve oppe imellem skyerne. Hvorfor skulle jeg ikke kunne blive omfavnet, omfavne? Fordi du siger det. Det er den eneste grund. Hvorfor er jeg alene? Fordi jeg valgte det, eller fordi du fortalte mig det. Jeg får altid at vide hvor blind jeg er, men det er præcist det du har bedt mig om at være. Jeg har aldrig, vil aldrig forstå, at jeg har et mareridt jeg skal vågne op fra men du giver mig konstant sove medicin. Måske er den smerte jeg har gennemlevet bare min modgift? Livet forgiftes af omgivelserne, så selvfølgelig skal det udrenses. Jeg har ikke brug for dig her længere, jeg kan så meget bedre uden. Jeg nægter at lade dig trække mig ned længere. Jeg vil ud og finde mine gode historier. Jeg vil ud og skabe mine gode historier. Selvfølgelig behandles jeg negativt når jeg kun har negative ting at fortælle om. Det er forfærdeligt hvad livet kan gøre. Du kæfter op om alverdens lort om hvad jeg er, hvem jeg er, hvordan jeg er. Det gør mig så vred. Gider du tie stille, jeg har hørt nok ”and you didn’t make the cut”. Jeg elsker mig selv for, at frasige mig andre mennesker, fordi det beviser netop de ikke er hævet over mig. Jeg er ikke så desperat, at jeg skal have venskaber for enhver pris. Og du misforstår mig. Søde skat, jeg vil ikke være din kæreste. Jeg hader mænd og kvinder og deres evige fortællinger om kærlighed og hvad jeg føler. Jeg er ikke følelseskold, men jeg føler ikke det. Jeg er ligeglad med hvem du er eller hvorfor du er her. Jeg er ligeglad med hvad du siger. Det eneste der betyder noget er hvem jeg er. Så smut.

Jeg taler og taler. Men først nu kan jeg se hvor døve øre jeg har talt til. Du skal ikke stille mig spørgsmålet du ikke vil høre svaret på. Jeg har for travlt. Du skal ikke ringe til mig igen, du skal ikke skrive til mig, du skal ikke smile til mig i byen, jeg gider dig ikke, du er overflødig. Jeg skrider kun hurtigere af dine ynkelige forsøg. Beklager, men jeg har ikke tid til dig længere. Jeg er desperat, jeg vil leve livet og du skal ikke forhindre mig længere, jeg er faktisk lidt optaget. Så smut.