Ensom

Jeg fortæller mig selv hver eneste dag, at jeg er okay. Jeg fortæller alle andre – hver eneste dag, at jeg er okay. Selvfølgelig er jeg ikke okay. Når computeren er slukket, når mobilen stadig ikke får nogle beskeder ind, når ham jeg troede skulle være min redning ikke dukker op så finder jeg ud af hvad jeg er. Det er værst når det bliver mørkt og koldt. Nej, det er værst når jeg græder og jeg intet sted har at tage hen. Når jeg har ingen til at komme og tage sig af mig. Alt jeg har oplevet er tab og at blive forladt så snart jeg forsøger at bygge videre. Jeg straffes for aldrig at ville give mit løfte til en om aldrig at elske ham. Men det løfte giver jeg mig selv hver eneste dag. For så er det, at jeg bliver forladt. Jeg ser et spejlbillede i vandet, men kun minderne om den handlekraft, livskraft og kampvilje hviler tilbage i mit trætte ansigt, for det er hvad jeg er. Jeg tænker tit om min styrke nogensinde vender tilbage, eller om jeg skal stille mig tilfreds med, at være blevet et nyt skrøbeligt og sårbart menneske. Skal jeg stille mig tilfreds med at græde. For første gang i lang tid oplevede jeg en enkel tåre bryde barrieren. Måske er det en følelsesmæssig overrumpling af at slette det sidste minde jeg havde af mit skyggebillede. Det tog mig et split sekund at springe ind i den bedste og mest forfærdelige tid i mit liv og det tog mig 1½ år at kigge ud. Verdenen er for skræmmende. Jeg har aldrig følt mig som jeg gør nu, mindet holdte noget i gang i mig. Jeg har aldrig haft lyst til en ny tilværelse, men det har jeg nu. Jeg vil så gerne græde, jeg vil så gerne kaste mig i favnen på en fremmed og bare lade mig være selv være lille, følsom, sårbar. Jeg har hørt, at tårer skulle være hele ens historie, det er de. De fortæller hele verdenen om den ægte glæde man føler, den ægte sorg, men mine kan ikke komme ud, jeg kan ikke dele det jeg har inden i, selvom jeg bare ønsker, at give slip. Jeg lever i en mørk kælder ude vinduer, uden døre. Jeg kan ikke åbne mit forseglede sin og ligegyldig hvor længe mærket skræmmer mig og vil presse mig ud, så kommer jeg aldrig ud. Man kan sige, at jeg mangler nogen med viljen til, at smadre væggen ned men en dag er det for sent. Om 50 år sidder jeg stadig i min kælder og indser, at livet har været så tomt. Alt jeg har, er minder og flyvske sammenkomster som talte til mig igennem væggens tyndeste sider. Jeg kan ikke slås for mig selv, for der er ingen der slås for mig. Et flygtigt blik trækker mig ikke ud af noget som helst, måske sender det mig dybere ind. Jeg er uden betydning. Jeg tænker tit på, at slå mig selv ihjel, men kun så jeg kunne se om der faktisk var nogen som helst der ville savne mig, faktisk mangle mig. Jeg tror det ikke. Alt jeg har omkring mig er så flygtigt, jo der vil være sorg, men aldrig et tomrum. Måske er det min egen skyld. Men jeg tænker altid på, at jeg mangler en der vil tage min hånd og sige ”du er lige det du skal være” og tage mig for det. Jeg er aldrig blevet bedt om andet end at forandre mig, men jeg har aldrig fået at vide til hvad. Hvordan skal jeg løse dit problem med mig når jeg ikke aner hvad mit problem med mig er. Hvordan skal jeg give slip uden nogen til, at fortælle mig hvor jeg så skal gå hen. At have sluppet det mene om min skygge har kun gravet mig dybere ned og så er mindet om mindet trådt i kræft. Han er væk nu, jeg kan ikke kontakte ham og han har aldrig villet kontakte mig. Men den varme jeg mærkede, den savner jeg, den har jeg brug for, jeg tørster og sulter, på samme tid og kan ikke spise eller drikke. Hvad folk aldrig vil forstå er, at jeg ønsker de skal nå mig i min mørke kælder, jeg ønsker at kæmpe for dem. Men de er nødt til og kæmpe og bryde væggen ned først, så jeg faktisk kan komme ud. Det er der ingen der er villige til at gøre. Så jeg kan sidde i min sorte kælder, uden vinduer og uden døre og altid være …