Hvis jeg kunne dø

Hvis jeg kunne dø, bare for en enkelt dag. Vågne op og sige ”Det er derfor jeg vil leve”. At man kan vågne op og tænke, det er ikke i dag jeg vil leve og så vende sig om på den anden side. Bare for en enkelt dag. Hvis jeg nu kunne opdage, at alle de kampe jeg kæmper og alle de følelser jeg føler, alle sammen ville forsvinde, blive ryddet, bare ved lige at lægge sig til at dø. Jeg mangler en tro. Der er troen på venskabet, som gang på gang bliver revet fra mig. Jeg står op og tænker ”i dag giver jeg verdenen en ny chance” og det lykkedes, det lykkedes, det lykkedes, jeg blev snydt. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg var blind for de bedrag der rumsterer omkring mig og bare lod vilddyret slå mig ihjel. Bare lod det flå mig op, spise mit hjerte og lade blodet strømme lige så vildt som mine fabrilske tårer, og så dø. Jeg vil gerne tro på den genopstandelse jeg så evigt huer efter. ”I morgen står jeg op og er et nyt menneske.” Jeg ved godt hvad folk ønsker, at jeg skal være. Jeg ved godt hvordan jeg er anderledes, jeg accepterer at det er mig der er forkert. Ligeledes søger jeg den accept. Som vildmanden(kvinden) i urskoven, løber jeg rundt med min håndsnittede spyd og hver eneste gang en vilddyr nærmer sig, så tager jeg det til fange. Men de søde katte øjne og imens det sidder der i sit bur blotter jeg kroppen, lader mine dufte ramme dens næsebor ”SE HVEM JEG ER”. Og så de søde katteøjne, jeg lukker det ud af sit bur, men de dufte den så længe har kunne ænse, har givet blod på tanden og så ledes vil den flå min krop, for jeg er skræmmende, skræmmende fristende? Og så må jeg slå vilddyret ihjel. Farvel.

Hvis jeg bare kunne dø en enkelt dag. Opleve at jeg tager fejl når jeg siger, at dem omkring mig, som har valgt mig ind i deres omgivelser, ville føle sorg af at jeg forsvandt. Had er også en slags lidenskab. Der er så mange der ville få et tomrum, miste deres fælles nævner uden mig. Men det ser de ikke. Jeg vil modbevises, når jeg er væk vil de ikke sige ”godt hun er væk”. Jeg hader mig selv for den smerte jeg føler, den ensomhed jeg bærer på. De hemmeligheder jeg tvinger mig selv til at hemmeliggøre. Jeg ville ønske bare et menneske kunne kende mig. Jeg ville ønske, at min dybeste hemmelighed lå for et menneske at se. Men hvorfor skulle jeg stole på nogen så meget. Jeg har haft venner igennem mange år, så forlod de mig. Jeg har haft venner som forlod mig og så kom tilbage. Hvordan skal det opbyge tillid? Der er aldrig nogen der har taget en beslutning om mig og så stået ved den. Skal jeg bevise mit værd, hver eneste gang jeg møder et nyt menneske? Skal jeg blotte mig og lade dem skærer en hul i mit bryst, så de kan tage den beslutning. Eller skal jeg stille mig og sige ”okay, du er tilbage, nu beviser jeg for dig hvad jeg har”. Der er ingen der ser, at jeg altid vil være den samme, bare lidt mere ødelagt.

Hvis jeg bare kunne dø en enkelt dag. Stå op og være en anden. Stå op og sige ”det er derfor jeg vil leve”. Tage valget ”leve eller ikke leve”. Jeg har brug for det pusterum og den pause som aldrig kommer, fordi jeg dag for dag ikke har tiden til, at stoppe op og tage beslutninger. Jeg har mine rammer og ting jeg SKAL. Hvor er den del af mig der havde tid, overskud, glæden, lysten til spontanitet. Det er et tab, derfor skal jeg dø en enkelt dag, kun en enkelt, for roen, for beslutningen, for stilstanden. For mig.