Alone

At sidde og stirre ud i mørket er det værste. At mærke alt det man kan mærke inden i, uden en eneste til at bevise at man tager fejl. Der er så mange ting jeg gerne vil sig. Jeg føler mig fremmed for menneskeheden. Dem jeg ønsker viser mig interesse gør det ikke - hverken romantisk eller som venner. Jeg vil bare gerne være noget for nogen og jeg kæmper og gør en indsats for at være det - Jeg skriver, spørger hvordan det går, forsøger at ses - men alt er til ingen nytte !!! Folk vil mig ikke og sådan er det bare... Det føles som om jeg kommer til at være alene for altid og for evigt. Jeg har så meget kærlighed og omsorg inden i mig - men jeg er "bare ikke den rigtige" for nogen.

Jeg har det som om jeg er hele verdenens velgørenhedssag. Jeg ville rigtig gerne have hvis man gad "slå op med mig" ... I stedet for jeg skal ligne en idiot og kæmpe for at snakke sammen, kæmpe for at lære hinanden at kende. Man kalder MIG asocial?! Det er fandme ikke nemt når man ikke betyder en skid for nogen  - og der ikke er nogen som har lyst til at man betyder noget for dem!

Jeg er sød og loyal og det tragiske er, at i den her verden er det ikke godt nok. Det som om jeg skal være tyndere, stærkere, træne mere, spiser sundere, gå med mere make-up, være mindre fjollet, mindre åben for at nogen gider mig. Så er jeg måske skræmmende fordi jeg er en af dem, som faktisk bare gerne vil være venner? Jeg finder ALDRIG kærlighed .. Men jeg har ingenting som kan vokse. Jeg har ikke nogen som vil involvere sig i mit liv, som jeg vil i deres.

For det meste har jeg det ok i min ensomhed ...Men det er så frustrerende. Jeg opføre mig pænt og er et godt menneske med god moral og etik, vil altid hjælpe enhver så godt jeg kan - og har stadig ingen venner, stadig ingen som faktisk bare har lyst til at høre hvordan det går. Det er lige meget hvad jeg gør. Det er lige meget om jeg giver folk 1½ år eller ½ år eller 2 måneder, der er ingen som bare vil være der... Og slet ikke nogen som har plads til at holde af mig. Nogle dage mangler jeg bare at ligge mig ned og slappe af og mærke at verden er fuld af mennesker som elsker mig, eller kunne elske mig... Men det er der bare ikke.

En tur ned af gaden

Dette er noter - Det er ikke færdigskrevet.

Vi går... Vi går lidt længere, og drenge vil være drenge. Selvfølgelig skal de begynde at spille fodbold med en sten som er lige så stor som min lille fod. Jeg vil ikke være med! SCENE

"...Stenen lander hen under min fod - ved et uheld, selvfølgelig - og jeg vrider om og falder. Den ekstreme smerte som kommer af at min fod skiller sig fra resten af min krop, dulmer den smerte jeg lider ved at falde ned af den lange jerntrappe som føles helt uendelig. Jeg er ude af stand til at standse, ude af stand til på nogen måde at redde mig selv. Jeg mærker min skulder gå af led, jeg mærker min hud bliver kradset af og så... så lander jeg enden af trappen og høre lyden af et knæk - død..." END SCENE

Jeg beder dem om at stoppe med at spille fodbold med stenen. Jeg føler mig ikke tryg. Jeg føler mig ikke sikker. Jeg kigger mig omkring - der er ingen jerntrappe. De kalder mig sart og hysterisk.

Jeg kan ikke lade være

Jeg kan ikke lade være med at forsøge. Jeg kan ikke leve med ikke at tage chancerne, når jeg vinder ingenting ved at gemme mig i mit glas hus. Ingen lærer hvor længe de kan holde vejret, før de holder hovedet under vand og prøver! Der er ingen som lærer at bålet brænder dem, hvis de ikke sætter sig tættere på, for at finde ud af præcis hvor lang derfra de kan sidde, hvis de kun skal nyde.

Hvorfor mit hjerte banker så hurtigt når jeg tænker, det ved jeg virkelig ikke. Det er ikke logisk, det er ikke rationelt, det er alt for tidligt? Men når alt jeg har lyst til, er at ligge her helt tavst - hvorfor så ikke gøre det? Jeg behøver ikke at blive rørt, jeg behøver ikke at blive kysset, jeg behøver ikke at blive talt med... Jeg vil bare ligge her...

Det værste ved det er, at det er en sygdom. Jeg spiser ikke, jeg sover ikke og al min energi går til at være fornuftig, til at jeg skal styre mig selv og tage mig sammen. Jeg kan bare ikke lade være? Jeg kan ikke gøre for det? Jeg vil ikke bare gøre det for "bare at gøre det". Jeg vil ikke hvis det hele bare handler om savn og mangel - det føles ikke sådan - men jeg vil virkelig heller ikke risikere det? DUMME KROP ! DUMME HJERNE ! DUMME HJERTE !

Nogle gange ville jeg ønske, at jeg var et menneske som var styre af fornuft og logik, ikke af følelser og instinkter - ihvertfald ikke lige nu. Det hele er en indre kamp jeg ikke kan lade være med at tage. JEg ved hvad jeg vil, jeg ved hvad jeg føler, men jeg kan ikke lade være med at bekæmpe det lidt. Måske er det en rest af det selvdestruktive som finde i mig, eller en rest af at jeg er en fiasko og aldrig vinder spillet uanset hvor meget jeg prøver? Måske er det fordi jeg ikke vil miste det jeg allerede har. Måske er det frygt for, at jeg aldrig vil nå dertil som jeg virkelig drømmer om at være. Det er min indre krig! Jeg kan bare ikke lade være.

Det er lige som at blive sindssyg. Jeg kan ikke tænke på andet end ham. Hvordan hans øjne får det til at kilde i mine tæer og hans smil får mig til at føl mig varm inden i. Jeg har bare et konstant behov for, at få lov til at holde om ham og nusse ham i håret og give alt hvad jeg har at give. Jeg tror jeg blive en kæmpe belastning fordi jeg tænker på ham hvert sekund og og har lyst til at tale med ham hele tiden. Det er lige før jeg ikke kan styre mig selv.