Et sjæleløst monster

Hvad skal man tage sig til, når ensomheden rammer det enkelte individ. Det er som, at smide sig på den forfrosne jord, ude i en skov, en mørk og lige så ensom nat. På sin egen måde er det smukt. Man kan ikke forestille sig, hvordan man skal kunne rejse sig op igen. Det er ligesom, at have drukket alt for meget alkohol på alt for få timer. Verdenen snurre omkring dig imens du kan mærke jorden nærmest suger dig ned – at blive ét. Man mindes tilbage på alt det man nogensinde har haft og indser hvor mangelfuldt det trods alt har været. Den hånd som engang rørte din kind og fik den selvsamme jord som du nu ligger på, til at skælve. Her på den iskolde skovbund, føles den varme berøring så ægte. Man mindes den dag hvor man løb i regnen med én man holdte af. Vi studerede et træ, hvor han smukt havde hakket vores forbogstaver ind ”E.M + L.K”. Hvordan man faldt ned af bakken i hinandens favn og ved landing lod en tårer trille – Det var sidste gang jeg græd. Man genkender fornemmelsen. Det er som om en mørk skygge, spidser sine fingre og kraver sin hånd ind igennem brystet og holder om dit hjerte. Svageligt kærtegner skyggehånden dit hjerte. Det er smertefuldt men dejligt samtidig og så, på et split sekund, trækker han til. Din krop følger med, som om den vil gribe hjertet, skuffende må man indse, det er flået ud. Jeg falder i knæ i mine tanker. Det gjorde så ondt. Jeg trækker mine hænder op og dækker mit ansigt, men til hvad nytte, min krop nægter mig, at græde. Jeg ønsker så meget, at blive menneskelig. Men fra den dag af var jeg sjæleløs. Tre mænd. Det var alt der skulle til, og så man et sjæleløs monster, dømt til at gå på jorden til evig tid. Man prøver så hårdt, at elske, men man er ude af stand til, at give hvad andre gerne vil have. Og så forsvandt veninderne. Tror du jeg nogensinde nåede, at opdage, at jeg ville blive forladt? Det blev jeg sku da bare. På den iskolde skovbund lægger jeg hånden på brystet, og banker hård – et hulrum. Jeg blinker med øjnene, som når tårerne skal skubbes lidt på vej ud af øjet, men jeg kan ikke græde. Der er så ensomt og stadig kan jeg ikke mærke det.

Det er en forbandelse. Jeg smiler dagen lang, jeg uddeligerer glade tanker. Men alt er en facade. Jeg vil så gerne elske. LAD MIG DOG ELSKE. Men skyggehånden vil aldrig give mig, mit hjerte igen. Man har kun ét hjerte. Du kan ikke få et nyt. Ikke som spøgelse. Det er hvad jeg er. En sjæleløs sjæl… Så er jeg ingenting. Selvom skovbunden trækker mig til sig, så kommer jeg aldrig dybt nok ned. Levende-død, begravet. Jeg ligger bare i et sort hul, ude af stand til, at komme op igen. Jeg prøvede engang, at rejse mig op og bore neglende ind i jordvæggen. Og imens svedet faldt fra panden og blodet løb fra hænder og fødder, var der flere skygger der forbarmede sig over mig og sparkede mig i hovedet, så jeg mistede mit greb og igen faldt til bunden. Hvorfor skulle jeg også slås sådan, lide sådan for, at nå et sted som jeg aldrig ville se. Man kan ikke nyde lykke som sjæleløst monster. Tror du ikke jeg gerne ville danse med solens stråler. Tror du ikke jeg gerne ville kunne lade tårerne trille ned af min kind. At jeg meget gerne ville kunne modtage en berøring og mærke varme i stedet for, at mærke ingenting. Jeg vil så mange ting. Men jeg kan intet, sådan er det, at være sjæleløs. Jeg troede i en periode, at der var nærhed i, at sniffe en bane, i at stikke hul på huden med en sprøjte, eller et barberblad for den sags skyld. Men der var ingen nærhed, det tog mig mange år, at finde ud af. Det er lige som, at være sulten og nogen har syet din mund sammen. Du kan ikke få den nydelse, at føle maden i din mund, at smage den. Du kan bare kigge på den og dufte til den. Jeg hungrer efter den nærhed, men jeg kan ikke få den. Jeg hungrer.

Åbn øjnene. Stadig på skovbunden. Over mig blinker stjernerne flirtende til mig. Og så kan jeg pludselig sidde mig op med min følelsesløse krop. Jeg bider mig selv i fingeren så det bløder, men jeg mærkede det ikke. Jeg har ikke engang mine sanser længere. Det bliver sløret af livets lyster. Mad, Mænd, Kærlighed, Nærhed, Familie, Venner, Sex… Mest af alt sex. Ja selvfølgelig har jeg det hele. Men jeg kan ikke mærke det. Maden er kun for, at min krop ikke giver op fysisk. Mændene er jo over det hele. Kærlighed? Ja, det eksisterer jo generelt bare ikke længere. Nærhed, jo min mor giver mig et knus engang imellem, familien, jeg har den.. men jeg bryder mig ikke om den. Venner, kun overfladiske og flygtige bekendtskaber som snart er forsvundet igen, de kommer og går som de har lyst. Så der sex. Jeg tror ikke der er nogen der har så meget som mig, men det er aldrig for min skyld. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst havde det for min skyld og fornøjelse, når jo – skyggehånd.

Man er som pigen i regnvejret der gnider det støvede vindue med sit ærme og kigger ind i den varme stue, hvor man selv havde siddet. Folk griner og elsker, og ingen husker, at jeg mangler. Måske er man fordømt som sjæleløs, folk opgiver håbet på dig, du er ikke til, at redde. Nogle sagde jeg var isdronning, med så koldt et hjerte. Men jeg har jo ikke noget. Det er dét de ikke kan forstå. Sølle mennesker. Men hvem er jeg, at dømme. Ingen ting, udød, et spøgelse, et sjæleløst ensomt monster. Der er så mange som græder over deres knuste hjerter. Hvad jeg ikke vil give for at have en knust hjerte.