Verdens smukkeste kvinde

Hun sidder på toppen af et bjerg. Hold i livet ad hendes navn, den smukkeste kvinde i verdenen. Der er ikke mange som kender til det, men hun har siddet der lige siden tidens begyndelse. Rejsen herop var lang og barks, men nu har jeg endelig nået hende. Hun blev placeret her i tidens morgen på grund af en af kærlighedens forbandelser. Manden der elskede hende bad guderne om, at forevige hende, at for hver gang nogen måtte udtale hende navn, skulle hendes liv forlænges med et år. Så her sidder hun, verdens smukkeste kvinde. Hende hvide hår er i en uendelig længde. Det ligger som sne ned fra toppen af bjerget, men jeg ved, at det ikke er sne. Hun sidder med benene trukket op under sig, midt på en stor flad sten som er blevet slebet af gudernes tårer i de gamle dage, hvor det oversvømmede jorden for, at gendanne de små fejl de tidligere havde lavet. Men det kender ingen til. Hendes krop er nøgen, men samtidig er den omgivet af noget gråt eller måske er det blåt, det kan jeg ikke rigtig svare på. Men det er ikke stof. Det er ikke jordisk. Det tror jeg da i hvert fald ikke. Det er umuligt, at se hendes kønsdele, heldigt for verdens smukkeste kvinde. Hun er så tynd, som om hun ikke er blevet fodret længe. Hende hud er grå og rynket. Det umuligt, at få orden på de mange lag som dækker hinanden. Hun ryster. Jeg vil gå nærmere og tilbyde hende min jakke. Men hun vender sig mod mig med et skrig. Hendes lange gule negle rammer jorden som en spiral og borde sig ned. Jeg så en gang et lignende sæt negle i Guiness rekord bog engang. Snavset har samlet sig godt under hendes negle. Det er nu synd, at de holder hende i live på den måde. Endelig så jeg igen hendes ansigt et kort øjeblik. Men det var alt der skulle til. Hun sad og græd. Hele hende krop var træt og hun rystede. Hendes ansigt var fyldt med formørkede pletter som ødelagde den symmetri det utvivlsomt engang havde været fyldt af. Der orme som hun havde valgt ikke længere, at fjerne. De kravlede rundt i hendes ansigt, hvor de nu havde boet så længe. Nogle gange kravlede de ned fra bjerget og så fandt mennesket en helt ny orme art at studerer. Hendes betændte sår lugtede noget så grimt, jeg var lige ved at kaste op på et tidspunkt, men langsomt vænnede også jeg mig til lugten. Hun var så alene. Hun skriger og triller ned fra sin sten. Med et bragende dunk, som lød som torden i dalen. Et knæk kunne høres, igen var hende hofte gået af led. Hun skreg i smerte, hun skreg så smertefyldt, at halvdelen af jordens befolkning måtte bryde ud i gråd på grund af smerten i hjertet. Jeg kunne ikke røre hende. Hun besad sygdomme som endnu ikke har ramt andre. Langsomt, knækkende og næsten ikke, får hun rejst sig op og sat sig tilbage på sin sten. Hun taler sprog fra hele verdenen. Forbander manden der forbandende hende. Hun kan aldrig dø, hun kan kun forfalde og følge naturens gang. Men hun kan ikke dø. Der sidder hun. Kun holdt i live af alle dem som konstant udtaler hendes navn. Verdens smukkeste kvinde.