På kompromis med virkeligheden

Virkeligheden er et mærkeligt sted. For et halvt år tilbage fik jeg en opringning fra virkeligheden, kig på dig selv, se hvad du laver. Det jeg så var en ung pige, som ikke havde rejst sig op og sluppet mindet om ham der knuste hendes hjerte. Så i stedet for, at føle noget som helst, valgt hun at føle ingenting. Jeg kan skamme mig over hvad jeg har gjort og hvad jeg har sagt, men der er intet som kan lave om på, at jeg tog en fyr med hjem og lod ham holde om mig, have sex med mig, og så forlade mig. Jeg var ligeglad og hvis han ikke forlod mig, så forlod jeg ham rigtig hurtigt. Hvorfor? Fordi kærlighed er en ting jeg slet ikke kunne magte. Så jeg besvarede det opkald og slog fast, at nu skulle det hele være slut. Oven i det forlod mine venner mig. Der er ingenting der kan beskrive hvor hårdt det er, når dem man tror, står én nærmest, vender en ryggen i det man gennemgår en fase i livet man ikke engang selv kan forklare. Jeg har aldrig været lykkelig i mit liv. Jeg har ladet som om at jeg var stærk og selvstændig og selvsikker, men hvem er i virkeligheden det? Jeg stoppede med, at bruge fyre som mit legetøj og i samme omgang stoppede jeg med, at lade fyre tro, at jeg var deres legetøj. Jeg fandt ud af, at jeg ikke kan gå og bilde mig selv ind, at jeg ikke leder efter noget mere end det jeg har. Jeg har altid sagt, at jeg fungerer bedst alene. Men sandheden er, at jeg slet ikke tror på, at man kan fungere bedst som single eller at man fungerer bedst i et forhold, det kommer an på personen man er sammen med. Så derfor er jeg færdig med, at lege den unge vilde single pige. Jeg vil opnå en selvrespekt som skal matche den respekt jeg ønsker fra piger og drenge. Det værste ved det hele er, at man tager sig selv i, at se en million tøse film på sin computer, og sukke over dem alle sammen. Når pigen til sidst endelig får sin drømme fyr er jeg lige ved at græde, fordi sådan fungerer virkeligheden ikke. Det værste er, at jeg ikke kan komme ud over den jeg er eller måske nærmere er blevet. Jeg ser ikke mig selv som hende nogen forelsker sig i. Jeg er ikke hende nogen kan holde af. Hvorfor tror jeg det? Fordi jeg hele mit liv igennem er blevet forladt. Jeg blev forladt af min første og eneste kærlighed, som jeg på trods af svigt og stor modstridenhed lukkede ind i mit hjerte. Jeg blev forladt af mine venner, de første jeg stolede på, efter at mine tidligere venner brutalt tog deres eget liv og forlod mig til, at rådne op i denne verden.

Jeg synes at jeg har ret til at skamme mig over, at være alene. Men alligevel fortæller jeg mig selv, at det hele er selvforskyldt og jeg bare skal tage mig sammen. Man har en livsfilosofi og sine faste standpunkter. Der er det der føre en frem og hjælper en til at klare enhver situation. Og hvad så når man ser sig selv gå på kompromis med den overbevisning? Jeg føler mig selv som en forandret menneske, men hvis jeg virkelig skal overveje det, så er mine problemer det samme. Jeg har mange gange spurgt mig selv om det her er mit lod i livet og det er sådan kortene er blevet lagt for mig. Jeg ville ønske, at jeg bare kunne lukke af og kigge efter noget nyt. Men så ud af det blå er min dæmon tilbage. Efter så mange års stilhed vil han se mig igen.

Smukke små løgne

Jeg kunne ikke stoppe med at føle de ting jeg følte. Det er den første tanke der strejfer mig. Jeg sidder i et fuldt oplyst rum, med min nye serie kørende. Men jeg kan ikke undgå at føle, at jeg sidder med benene trukket op under mig, at jeg sidder i et hjørne og rummet kun lige er til at være i og at her er sort. Det er sådan jeg føler. Jeg spørger mig selv hvorfor jeg bliver ved med, at blive fascineret af de her tv-serier. I dag tror jeg at jeg har forstået hvorfor. Overalt er der løgne og intriger, overalt omkring mig er der folk der ikke kan sige tingene som de er eller udelader nogle detaljer så man på den måde undgår at blive dømt. Er det virkelig dét der definere et rigtigt venskab, en man virkelig holder af? At deres mening og forståelse af hvem man er, betyder så meget, at man er parat til at fortælle en historie og blive spundet ind i net af løgne, bare så man er sikker på at kunne beholde hinanden i lidt længere tid? Jeg så mig selv i spejlet i dag og indså, at jeg ikke er den jeg virkelig er, men den jeg rigtig gerne vil være. På den måde er jeg også skyld i min egen ensomhed. Jeg kan slet ikke begynde og fortælle hvor falsk jeg i virkeligheden er, bare fordi jeg holder så meget fat i det jeg gerne vil være. Men i dag samlede jeg nogle tråde.

Jeg er ikke en person der kan lide, at andre ikke kan lide mig. Det resulterer kun i, at jeg altid er mindre vellidt end andre. På grund af de ofringer jeg tager, står jeg med et slutresultat der hedder, at jeg er mere ensom og endnu mere såret og måske sidder de andre tilbage med en forløsning. Det bringer mig videre. Jeg er ikke én man tror bare knækker under. Jeg bliver ved med at bygge den her facade op som gør, at jeg har oplevet nok til, at der ikke er noget der kan røre mig. Det er også det jeg fortæller folk. ”Du skal ikke være ked af, at du sad og svinede mig til og drillede mig med min sygdom, jeg har prøvet det der gjorde mere ondt.” Det har jeg også, men det jeg undlader at fortælle er, at det stadigvæk gør ondt. Jeg fik engang at vide, at jeg var et skræmmende menneske. Ikke fordi jeg var ondsindet eller skræmmende af udseende. Men fordi jeg var så stærk, så erfaren, så ægte og sikker på mig selv. Det hele er ting jeg godt ved, at jeg altid har ladet som om og det er lykkedes mig, stort tillykke, men det har ikke gjort mig lykkelig. Jeg er ikke stærk og det ved du. Hver nat inden jeg går i seng kigger jeg ud af vinduet på den mørke himmel og tørre nogle tårer væk fra min kind, fordi så ulykkelig, magtesløs og svag føler jeg mig. Hver nat har jeg en kniv i hjertet der bliver vredet rundt og rundt og rundt og rundt og rundt, og jeg kan slet ikke få trække vejret. Det skræmmende, jeg lever et liv i frygt for den næste dag, hver eneste dag. Og jeg er slet ikke så erfaren. Smerte og sorg kan man slet ikke blive erfaren på. Hver gang man møder en ny sorg og en ny smerte, er det også en helt ny oplevelse. Man tror at man er blevet den erfaring rigere, men jeg kan stadigvæk ikke samle mig selv op. Jeg føler at jeg lever på lånt tid. En dag kan jeg ikke længere lade som at jeg er stående. Jeg er sikker på mig selv? Jeg siger, at jeg er smuk. Det eneste jeg nogensinde har sagt om mig selv, som var positivt og sandt, var omkring mine øjne. Jeg føler at de er smukke og fortællende, at de indeholder den lille glød eller gnist som stadig lever inde i mig og trækker mig af sted. Alt det pjat med, at jeg har fantastiske bryster og en smal talje og et dejligt smil, det er spil for galleriet. I virkeligheden indbyder jeg til krig fordi at jeg ved jeg vinder den. At jeg er ægte, det kan man måske godt sige. Men bare det at jeg lever så højt på det, er jo netop et uægte træk. Al min ære og troværdighedssnak er jo netop for at det er hvad man skal tro om mig, selvfølgelig lever jeg efter de regler, men gør dét det mere ægte af den grund? Det jeg i virkeligheden elsker, er mine smukke små løgne. De skaber hvem jeg er. Hvem jeg er, det ved jeg slet ikke. Ved du? Hvis du spørger dig selv ville du sikkert mene, at du kendte mig bedre end nogen anden. Men gør du virkelig det?

Hvis jeg havde et valg, ville jeg stoppe med at føle de ting jeg følte.

På kompromis med virkeligheden

Virkeligheden er et mærkeligt sted. For et halvt år tilbage fik jeg en opringning fra virkeligheden, kig på dig selv, se hvad du laver. Det jeg så var en ung pige, som ikke havde rejst sig op og sluppet mindet om ham der knuste hendes hjerte. Så i stedet for, at føle noget som helst, valgt hun at føle ingenting. Jeg kan skamme mig over hvad jeg har gjort og hvad jeg har sagt, men der er intet som kan lave om på, at jeg tog en fyr med hjem og lod ham holde om mig, have sex med mig, og så forlade mig. Jeg var ligeglad og hvis han ikke forlod mig, så forlod jeg ham rigtig hurtigt. Hvorfor? Fordi kærlighed er en ting jeg slet ikke kunne magte. Så jeg besvarede det opkald og slog fast, at nu skulle det hele være slut. Oven i det forlod mine venner mig. Der er ingenting der kan beskrive hvor hårdt det er, når dem man tror, står én nærmest, vender en ryggen i det man gennemgår en fase i livet man ikke engang selv kan forklare. Jeg har aldrig været lykkelig i mit liv. Jeg har ladet som om at jeg var stærk og selvstændig og selvsikker, men hvem er i virkeligheden det? Jeg stoppede med, at bruge fyre som mit legetøj og i samme omgang stoppede jeg med, at lade fyre tro, at jeg var deres legetøj. Jeg fandt ud af, at jeg ikke kan gå og bilde mig selv ind, at jeg ikke leder efter noget mere end det jeg har. Jeg har altid sagt, at jeg fungerer bedst alene. Men sandheden er, at jeg slet ikke tror på, at man kan fungere bedst som single eller at man fungerer bedst i et forhold, det kommer an på personen man er sammen med. Så derfor er jeg færdig med, at lege den unge vilde single pige. Jeg vil opnå en selvrespekt som skal matche den respekt jeg ønsker fra piger og drenge. Det værste ved det hele er, at man tager sig selv i, at se en million tøse film på sin computer, og sukke over dem alle sammen. Når pigen til sidst endelig får sin drømme fyr er jeg lige ved at græde, fordi sådan fungerer virkeligheden ikke. Det værste er, at jeg ikke kan komme ud over den jeg er eller måske nærmere er blevet. Jeg ser ikke mig selv som hende nogen forelsker sig i. Jeg er ikke hende nogen kan holde af. Hvorfor tror jeg det? Fordi jeg hele mit liv igennem er blevet forladt. Jeg blev forladt af min første og eneste kærlighed, som jeg på trods af svigt og stor modstridenhed lukkede ind i mit hjerte. Jeg blev forladt af mine venner, de første jeg stolede på, efter at mine tidligere venner brutalt tog deres eget liv og forlod mig til, at rådne op i denne verden.

Jeg synes at jeg har ret til at skamme mig over, at være alene. Men alligevel fortæller jeg mig selv, at det hele er selvforskyldt og jeg bare skal tage mig sammen. Man har en livsfilosofi og sine faste standpunkter. Der er det der føre en frem og hjælper en til at klare enhver situation. Og hvad så når man ser sig selv gå på kompromis med den overbevisning? Jeg føler mig selv som en forandret menneske, men hvis jeg virkelig skal overveje det, så er mine problemer det samme. Jeg har mange gange spurgt mig selv om det her er mit lod i livet og det er sådan kortene er blevet lagt for mig. For et par måneder tilbage tillod jeg mig selv at lukke en fyr ind i mit hjerte. Det var dejligt og jeg følte mig varm. Glæder over at målet endelig var nået gjorde pludselig at min længe forsvundne kampvilje, rasede ind over mig og jeg kunne klare verdenen. Men for et par dage siden måtte jeg finde mig selv nede i hullet igen. Han havde glemt at fortælle mig, at han faktisk havde en kvinde i sit liv. Endnu engang måtte jeg indse, at jeg var ”den anden kvinde” og så havde jeg slet ikke forandret mig så meget alligevel. Men jeg så mig selv ånde lettet op og ikke ene eneste tårer trillede ned af min kind og jeg sagde tak fordi han fortalte mig det og han ville afslutte sit forhold og vi fortsatte væres affære. Jeg sidder tilbage med en dårlig smag i munden og venindens skældsord i nakken. Hvordan kunne jeg tillade mig at se ham og hvordan kunne jeg tro at han ikke ville gøre det samme mod mig. Nu skal jeg fortælle jer hvorfor. Man er ikke defineret af sine handlinger, men hvordan man håndtere efterløbet. En gang utro, altid utro er et forfærdeligt udtryk, og direkte løgn. Jeg tror på, at hvis man er utro er der sket det af forholdet er allerede dødt og/eller har været det længe.  Nogle mennesker kan ikke overkomme det med at slå op. Men jeg sidder stadig og frygter, at han faktisk ikke gør det. For undskyldningen lige nu er at hun har været i et uheld og har det dårligt. Der er aldrig et ”rigtigt tidspunkt” at slå op på. Men selvfølgelig kan jeg sætte mig ind i, at det ville være en dårlig nyhed oven på en dårlig dag. Jeg ville ønske, at jeg bare kunne lukke af og kigge efter noget nyt. Men så ud af det blå er min dæmon tilbage. Efter så mange års stilhed vil han se mig igen. Jeg forstår ikke verdenen alle problemerne skal komme på en gang. Hvor er de ordentlige mænd som ejer selvrespekt og som kan respektere en god kvinde? Jeg skammer mig over hvor jeg står, for jeg burde være fornuftig og bede min fyr om at skride, for han er da slet ikke min, han er en andens.