På kompromis med virkeligheden

Virkeligheden er et mærkeligt sted. For et halvt år tilbage fik jeg en opringning fra virkeligheden, kig på dig selv, se hvad du laver. Det jeg så var en ung pige, som ikke havde rejst sig op og sluppet mindet om ham der knuste hendes hjerte. Så i stedet for, at føle noget som helst, valgt hun at føle ingenting. Jeg kan skamme mig over hvad jeg har gjort og hvad jeg har sagt, men der er intet som kan lave om på, at jeg tog en fyr med hjem og lod ham holde om mig, have sex med mig, og så forlade mig. Jeg var ligeglad og hvis han ikke forlod mig, så forlod jeg ham rigtig hurtigt. Hvorfor? Fordi kærlighed er en ting jeg slet ikke kunne magte. Så jeg besvarede det opkald og slog fast, at nu skulle det hele være slut. Oven i det forlod mine venner mig. Der er ingenting der kan beskrive hvor hårdt det er, når dem man tror, står én nærmest, vender en ryggen i det man gennemgår en fase i livet man ikke engang selv kan forklare. Jeg har aldrig været lykkelig i mit liv. Jeg har ladet som om at jeg var stærk og selvstændig og selvsikker, men hvem er i virkeligheden det? Jeg stoppede med, at bruge fyre som mit legetøj og i samme omgang stoppede jeg med, at lade fyre tro, at jeg var deres legetøj. Jeg fandt ud af, at jeg ikke kan gå og bilde mig selv ind, at jeg ikke leder efter noget mere end det jeg har. Jeg har altid sagt, at jeg fungerer bedst alene. Men sandheden er, at jeg slet ikke tror på, at man kan fungere bedst som single eller at man fungerer bedst i et forhold, det kommer an på personen man er sammen med. Så derfor er jeg færdig med, at lege den unge vilde single pige. Jeg vil opnå en selvrespekt som skal matche den respekt jeg ønsker fra piger og drenge. Det værste ved det hele er, at man tager sig selv i, at se en million tøse film på sin computer, og sukke over dem alle sammen. Når pigen til sidst endelig får sin drømme fyr er jeg lige ved at græde, fordi sådan fungerer virkeligheden ikke. Det værste er, at jeg ikke kan komme ud over den jeg er eller måske nærmere er blevet. Jeg ser ikke mig selv som hende nogen forelsker sig i. Jeg er ikke hende nogen kan holde af. Hvorfor tror jeg det? Fordi jeg hele mit liv igennem er blevet forladt. Jeg blev forladt af min første og eneste kærlighed, som jeg på trods af svigt og stor modstridenhed lukkede ind i mit hjerte. Jeg blev forladt af mine venner, de første jeg stolede på, efter at mine tidligere venner brutalt tog deres eget liv og forlod mig til, at rådne op i denne verden.

Jeg synes at jeg har ret til at skamme mig over, at være alene. Men alligevel fortæller jeg mig selv, at det hele er selvforskyldt og jeg bare skal tage mig sammen. Man har en livsfilosofi og sine faste standpunkter. Der er det der føre en frem og hjælper en til at klare enhver situation. Og hvad så når man ser sig selv gå på kompromis med den overbevisning? Jeg føler mig selv som en forandret menneske, men hvis jeg virkelig skal overveje det, så er mine problemer det samme. Jeg har mange gange spurgt mig selv om det her er mit lod i livet og det er sådan kortene er blevet lagt for mig. For et par måneder tilbage tillod jeg mig selv at lukke en fyr ind i mit hjerte. Det var dejligt og jeg følte mig varm. Glæder over at målet endelig var nået gjorde pludselig at min længe forsvundne kampvilje, rasede ind over mig og jeg kunne klare verdenen. Men for et par dage siden måtte jeg finde mig selv nede i hullet igen. Han havde glemt at fortælle mig, at han faktisk havde en kvinde i sit liv. Endnu engang måtte jeg indse, at jeg var ”den anden kvinde” og så havde jeg slet ikke forandret mig så meget alligevel. Men jeg så mig selv ånde lettet op og ikke ene eneste tårer trillede ned af min kind og jeg sagde tak fordi han fortalte mig det og han ville afslutte sit forhold og vi fortsatte væres affære. Jeg sidder tilbage med en dårlig smag i munden og venindens skældsord i nakken. Hvordan kunne jeg tillade mig at se ham og hvordan kunne jeg tro at han ikke ville gøre det samme mod mig. Nu skal jeg fortælle jer hvorfor. Man er ikke defineret af sine handlinger, men hvordan man håndtere efterløbet. En gang utro, altid utro er et forfærdeligt udtryk, og direkte løgn. Jeg tror på, at hvis man er utro er der sket det af forholdet er allerede dødt og/eller har været det længe.  Nogle mennesker kan ikke overkomme det med at slå op. Men jeg sidder stadig og frygter, at han faktisk ikke gør det. For undskyldningen lige nu er at hun har været i et uheld og har det dårligt. Der er aldrig et ”rigtigt tidspunkt” at slå op på. Men selvfølgelig kan jeg sætte mig ind i, at det ville være en dårlig nyhed oven på en dårlig dag. Jeg ville ønske, at jeg bare kunne lukke af og kigge efter noget nyt. Men så ud af det blå er min dæmon tilbage. Efter så mange års stilhed vil han se mig igen. Jeg forstår ikke verdenen alle problemerne skal komme på en gang. Hvor er de ordentlige mænd som ejer selvrespekt og som kan respektere en god kvinde? Jeg skammer mig over hvor jeg står, for jeg burde være fornuftig og bede min fyr om at skride, for han er da slet ikke min, han er en andens.