Smukke små løgne

Jeg kunne ikke stoppe med at føle de ting jeg følte. Det er den første tanke der strejfer mig. Jeg sidder i et fuldt oplyst rum, med min nye serie kørende. Men jeg kan ikke undgå at føle, at jeg sidder med benene trukket op under mig, at jeg sidder i et hjørne og rummet kun lige er til at være i og at her er sort. Det er sådan jeg føler. Jeg spørger mig selv hvorfor jeg bliver ved med, at blive fascineret af de her tv-serier. I dag tror jeg at jeg har forstået hvorfor. Overalt er der løgne og intriger, overalt omkring mig er der folk der ikke kan sige tingene som de er eller udelader nogle detaljer så man på den måde undgår at blive dømt. Er det virkelig dét der definere et rigtigt venskab, en man virkelig holder af? At deres mening og forståelse af hvem man er, betyder så meget, at man er parat til at fortælle en historie og blive spundet ind i net af løgne, bare så man er sikker på at kunne beholde hinanden i lidt længere tid? Jeg så mig selv i spejlet i dag og indså, at jeg ikke er den jeg virkelig er, men den jeg rigtig gerne vil være. På den måde er jeg også skyld i min egen ensomhed. Jeg kan slet ikke begynde og fortælle hvor falsk jeg i virkeligheden er, bare fordi jeg holder så meget fat i det jeg gerne vil være. Men i dag samlede jeg nogle tråde.

Jeg er ikke en person der kan lide, at andre ikke kan lide mig. Det resulterer kun i, at jeg altid er mindre vellidt end andre. På grund af de ofringer jeg tager, står jeg med et slutresultat der hedder, at jeg er mere ensom og endnu mere såret og måske sidder de andre tilbage med en forløsning. Det bringer mig videre. Jeg er ikke én man tror bare knækker under. Jeg bliver ved med at bygge den her facade op som gør, at jeg har oplevet nok til, at der ikke er noget der kan røre mig. Det er også det jeg fortæller folk. ”Du skal ikke være ked af, at du sad og svinede mig til og drillede mig med min sygdom, jeg har prøvet det der gjorde mere ondt.” Det har jeg også, men det jeg undlader at fortælle er, at det stadigvæk gør ondt. Jeg fik engang at vide, at jeg var et skræmmende menneske. Ikke fordi jeg var ondsindet eller skræmmende af udseende. Men fordi jeg var så stærk, så erfaren, så ægte og sikker på mig selv. Det hele er ting jeg godt ved, at jeg altid har ladet som om og det er lykkedes mig, stort tillykke, men det har ikke gjort mig lykkelig. Jeg er ikke stærk og det ved du. Hver nat inden jeg går i seng kigger jeg ud af vinduet på den mørke himmel og tørre nogle tårer væk fra min kind, fordi så ulykkelig, magtesløs og svag føler jeg mig. Hver nat har jeg en kniv i hjertet der bliver vredet rundt og rundt og rundt og rundt og rundt, og jeg kan slet ikke få trække vejret. Det skræmmende, jeg lever et liv i frygt for den næste dag, hver eneste dag. Og jeg er slet ikke så erfaren. Smerte og sorg kan man slet ikke blive erfaren på. Hver gang man møder en ny sorg og en ny smerte, er det også en helt ny oplevelse. Man tror at man er blevet den erfaring rigere, men jeg kan stadigvæk ikke samle mig selv op. Jeg føler at jeg lever på lånt tid. En dag kan jeg ikke længere lade som at jeg er stående. Jeg er sikker på mig selv? Jeg siger, at jeg er smuk. Det eneste jeg nogensinde har sagt om mig selv, som var positivt og sandt, var omkring mine øjne. Jeg føler at de er smukke og fortællende, at de indeholder den lille glød eller gnist som stadig lever inde i mig og trækker mig af sted. Alt det pjat med, at jeg har fantastiske bryster og en smal talje og et dejligt smil, det er spil for galleriet. I virkeligheden indbyder jeg til krig fordi at jeg ved jeg vinder den. At jeg er ægte, det kan man måske godt sige. Men bare det at jeg lever så højt på det, er jo netop et uægte træk. Al min ære og troværdighedssnak er jo netop for at det er hvad man skal tro om mig, selvfølgelig lever jeg efter de regler, men gør dét det mere ægte af den grund? Det jeg i virkeligheden elsker, er mine smukke små løgne. De skaber hvem jeg er. Hvem jeg er, det ved jeg slet ikke. Ved du? Hvis du spørger dig selv ville du sikkert mene, at du kendte mig bedre end nogen anden. Men gør du virkelig det?

Hvis jeg havde et valg, ville jeg stoppe med at føle de ting jeg følte.