På kompromis med virkeligheden

Virkeligheden er et mærkeligt sted. For et halvt år tilbage fik jeg en opringning fra virkeligheden, kig på dig selv, se hvad du laver. Det jeg så var en ung pige, som ikke havde rejst sig op og sluppet mindet om ham der knuste hendes hjerte. Så i stedet for, at føle noget som helst, valgt hun at føle ingenting. Jeg kan skamme mig over hvad jeg har gjort og hvad jeg har sagt, men der er intet som kan lave om på, at jeg tog en fyr med hjem og lod ham holde om mig, have sex med mig, og så forlade mig. Jeg var ligeglad og hvis han ikke forlod mig, så forlod jeg ham rigtig hurtigt. Hvorfor? Fordi kærlighed er en ting jeg slet ikke kunne magte. Så jeg besvarede det opkald og slog fast, at nu skulle det hele være slut. Oven i det forlod mine venner mig. Der er ingenting der kan beskrive hvor hårdt det er, når dem man tror, står én nærmest, vender en ryggen i det man gennemgår en fase i livet man ikke engang selv kan forklare. Jeg har aldrig været lykkelig i mit liv. Jeg har ladet som om at jeg var stærk og selvstændig og selvsikker, men hvem er i virkeligheden det? Jeg stoppede med, at bruge fyre som mit legetøj og i samme omgang stoppede jeg med, at lade fyre tro, at jeg var deres legetøj. Jeg fandt ud af, at jeg ikke kan gå og bilde mig selv ind, at jeg ikke leder efter noget mere end det jeg har. Jeg har altid sagt, at jeg fungerer bedst alene. Men sandheden er, at jeg slet ikke tror på, at man kan fungere bedst som single eller at man fungerer bedst i et forhold, det kommer an på personen man er sammen med. Så derfor er jeg færdig med, at lege den unge vilde single pige. Jeg vil opnå en selvrespekt som skal matche den respekt jeg ønsker fra piger og drenge. Det værste ved det hele er, at man tager sig selv i, at se en million tøse film på sin computer, og sukke over dem alle sammen. Når pigen til sidst endelig får sin drømme fyr er jeg lige ved at græde, fordi sådan fungerer virkeligheden ikke. Det værste er, at jeg ikke kan komme ud over den jeg er eller måske nærmere er blevet. Jeg ser ikke mig selv som hende nogen forelsker sig i. Jeg er ikke hende nogen kan holde af. Hvorfor tror jeg det? Fordi jeg hele mit liv igennem er blevet forladt. Jeg blev forladt af min første og eneste kærlighed, som jeg på trods af svigt og stor modstridenhed lukkede ind i mit hjerte. Jeg blev forladt af mine venner, de første jeg stolede på, efter at mine tidligere venner brutalt tog deres eget liv og forlod mig til, at rådne op i denne verden.

Jeg synes at jeg har ret til at skamme mig over, at være alene. Men alligevel fortæller jeg mig selv, at det hele er selvforskyldt og jeg bare skal tage mig sammen. Man har en livsfilosofi og sine faste standpunkter. Der er det der føre en frem og hjælper en til at klare enhver situation. Og hvad så når man ser sig selv gå på kompromis med den overbevisning? Jeg føler mig selv som en forandret menneske, men hvis jeg virkelig skal overveje det, så er mine problemer det samme. Jeg har mange gange spurgt mig selv om det her er mit lod i livet og det er sådan kortene er blevet lagt for mig. Jeg ville ønske, at jeg bare kunne lukke af og kigge efter noget nyt. Men så ud af det blå er min dæmon tilbage. Efter så mange års stilhed vil han se mig igen.