Ansvar og ensomhed

Hvorfor er det, at lige så snart man kommer hjem igen, så bliver man tyv stjålet direkte tilbage i ens gamle rolle? Jeg kan mærke at jeg fyldes med vrede og jeg har lyst til, at græde fordi lige pludselig er det igen mig som skal samle puslespillet!

Historien i dag handler endnu engang om, at jeg har forældre som i aften har fået et glas for meget (Det er selvfølgelig fredag, gud bevares), men helt ærligt. Så har jeg en storebror som også har fået for meget og så udspiller scenen sig. En for fuld bror bliver misforstået af en for fuld mor og så kommer den her mor op til mig og fortæller mig historien og om sin bekymring og kigger på mig som om, at jeg skulle have løsningen eller svaret på problemet. Jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal gøre. Jeg nægter at træde så mange skridt tilbage, at jeg pludselig skal holde styr på alle andres liv, så jeg igen glemmer mig selv og livets hårde slid bliver fuldstændig spildt. Det værste af det hele er, at jeg sætter mig ved computeren og skriver - fordi jeg virkelig ikke ved hvem jeg skal ringe til for at snakke om det med. Pludselig kommer der følelser op i mig, som har været begravet så længe. Det er som om, at jeg står lige på kanten af det dybe hul jeg lå i bunden af og jeg slås med mig selv for at holde balancen, så jeg ikke falder i. Det er som om, at jeg sidder i spænd med en som skubber på min brystkasse imens jeg er oppe i en mavebøjning, og jeg ihærdigt kæmper for ikke at komme ned i den våde skovbund endnu engang at ligge. Det er som om, at glitterstøvet endnu engang er drysset ud over det hele og jeg kigger forventningsfuldt ud i luften med tårer i øjnene.

Jeg finder mig selv sidde i præcis det samme rum, på præcis samme plads, ved præcis samme vindue, hvor jeg engang havde den så smukke røde rose stående. Og hvor piletræet står på den anden side af vejen, men ironisk nok kan jeg i dag ikke se det for mørket. I vinduet kan jeg kun se mit eget spejlbillede. Det er næsten som at jeg kan mærke skyggehånden kommer snigende bag mig o spejlbillede kan jeg ane, at jeg stille og roligt forsvinder i skyggens mørke - er jeg på vej til at blive et monster igen? Jeg kan mærke at i min fortid ligger der så meget vrede og jeg kan mærke at den vrede har blevet tændt. Som om der altid lå en lille gnist og kæmpede for at holde sig i live og nu er der pludselig nogen eller noget som er begyndt, at give nærring til denne dumme gnist. Jeg føler mig så afmagtet, usynlig og nytteløs. Når jeg nu reflektere over det, så har jeg siddet hele dagen og gemt mig i små smukke løgne. Jeg er tilbage igen, men ikke som et comeback, jeg er tilbage som et tilbagefald. Jeg har virkelig fundet mit fængsel, det her sted. Jeg har så meget ansvar som jeg slet ikke burde have, lige så snart jeg kommer hertil og igennem alt det, så føler jeg mig så ensom, for der er virkelig ikke nogen jeg kan dele det med og det er fordi jeg godt ved i mit hoved, at der er absolut ingen som kan løse det her for mig.

Party people

Når jeg bevæger mig rundt i en svimlende tilværelse ser jeg verdenen i et tredje lys. At lukke af for den forreste del af hjernen sender os et sted hen, hvor vi kort sagt har rigtig godt af at være. Hvis jeg lukker øjnene er mine sanser skærpet til hvad jeg høre, men midt i larmen høre jeg kun glædelig musik, latter og en fuldstændig og komplet aflukket atmosfære fra bekymringerne på den anden side af døren - for i nat er vi fri. Når hørelsen engang har givet op og der ikke rigtig er noget som giver mening længere er det hvad øjet ser - naturligvis. Kigger man sig omkring ser man det igen, folk som glad danser rundt midt i en regnbue af lys og lyst. Smil og latter og en overvældende lykke er overalt, så man kun kan smile og man er helt uden bekymringer - og dog. Over i hjørnet er hende der, hende jeg plejede at være. Hende som kigger på hendes veninder som danser, hende som ikke drikker andet end sodavand fordi nogen skal jo kunne tage ansvar, hende som aldrig blev set af en fyr. Det er næsten det samme i dag. Bortset fra i dag danser jeg og i dag drikker jeg, men jeg bliver stadig ikke set - for en gangs skyld kan det også være lige meget.

Jeg har hurtig lært at i den her verden, der kan jeg være hvem jeg vil, når jeg vil og gøre hvad jeg vil. Så ja, jeg har tabt mig selv, uden at vide hvad det er jeg har mistet. Den her omgang prøver jeg noget nyt, jeg genopfinder mig selv uden at pille mig selv ned, jeg tager bare dagene hvor jeg nulstiller og er noget helt andet. Så ja, jeg har spontant mødt en fremmede et sted - ja jeg har taget med en hjem som jeg kun har kendt i en time. Ja jeg har købt ting jeg lige fandt på, at det ville jeg have og ja, jeg har drukket mere end hvad min krop kunne holde til. Sandheden er, at det virkelig hjælper. Man må ikke sige det / burde ikke sige det - men jeg er ligeglad - det hjælper! Alkohol er et guds middel, beklager. Hvordan kan en pige som ikke bliver set gøre de her ting? Hun ser! Mit råd til hvem du end er - begynd at se. Og det er okay at lukke af, bare lad være med altid at gøre det.

At præstere er så fuldstændig lige meget når man bevæger sig i det vilde lys, det varme lokale og blandt så mange lystne mennesker. Det er en lektier jeg har brug for at lære, jeg behøver ikke præstere, jeg behøver ikke være andet eller mere end hvad jeg er - så derfor bliver jeg ved.

Sorg

Jeg nåede til et punkt hvor jeg troede at mit liv endelig faldt på plads. Jeg havde en idé om at min nyfundne accept omkring at jeg var og ville altid blive midt i en spiral af uheldigheder, sorg og mørke, aldrig nogensinde ville forandre sig. Jeg havde en idé om, at med kærlighed så havde jeg alt - og det havde jeg, lige ind til kærligheden forsvandt lige så hurtig den kom og blev rutine. Når man vågner op en dag og finder sig selv i at følge en rutine, at man i så ung en alder var utrolig forandre og utrolig forudsigelig. Jeg kan kun ryste på hovedet af mig selv fordi, at jeg havde opgivet så mange ting og ofret så meget for, at jeg kunne få det jeg var så sikker på at mit liv skulle fyldes med. Så farvel til min kendte hjemmebane, bolden var spillet helt ud af feltet og jeg kunne kun løbe efter og spille med. Med min hjemmebane forsvandt min veninde, og med min hjemmebane forsvandt min selvstændighed og min ransagelse.

Da jeg blev forladt faldt hele min verden sammen. Det kan ikke beskrives den følelse - det var værre end hvad jeg nogensinde har følt før. Det var som om verdenen havde vendt sig på hovedet og himlen blev til jorden, hvor den splintres og skælvede og skyerne forsvandt ned i revnerne og hele verdenen forsvandt i kaos og skrig. Om natten faldt stjernerne ned fra himlen og greb jeg dem i min håndflade lå de i få sekunder og blinkede og kæmpede for det sidste liv de havde i sig - og så slukkedes de. Jorden blev til himlen, mørk, uigennemskuelig, man kunne ikke holde sig oppe fordi tyngdekraften krævede at man gik ned af. Min krop afviste sig selv. Min hjerne var accepterende, men min krop frastødte alt hvad jeg havde i mig. At sidde og have en følelse af at indersiden ville være ydersiden og at alt hvad man puttede ind kom ud igen. At leve livet hvor tingene kun havde en vej. Verden var simpelthen for hård at bære og jeg havde komplet mistet mig selv, det gjorde jeg længe før, men den jeg var forsvandt med den som skabte mig - så nu er jeg tilbage - back to basis.

Så smager man lidt på det man ser udenfor, på den anden side af glasrude som holder kulden ude. Sorg. Det er slet ikke til at leve med, men hvordan kan jeg egentlig leve uden? De her følelser ligger dybt i mig, men det er længe siden det startede og igennem den sorg møder jeg også mig selv. For en gangs skyld skal jeg ikke ligge mig ned for efterfølgende at kæmpe mig op at stå uden nytte. Nu står jeg op, let bøjede i knæ og kæmper mig for at blive stående. Livet bringer nye slags kampe med sig - jeg tror aldrig det vil stoppe. Men uden den forgående sorg, hvordan ville jeg nogensinde være blevet klar til det nye jeg har mødt? Alt den tid i bunden af hullet, al den tid midt i regnvejret for at skjule sine tåre? Er det i virkeligheden ikke bar opvarmningen til resten af ens liv? Jeg begynder at se, at det at leve et liv uden sorg, er som at sove hver dag væk, spise alt det forkerte, drikke alt det forkerte, at elske uden hjerte. Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal finde en vej at gå, nu hvor det er tid til at genopfinde sig selv, men igennem min sorg, så har jeg noget at kæmpe for - min egen glæde, sorg giver ransagelse, sorg giver styrke, sorg giver lykke.

Rising

Kære læsere.
Idag nærmer det sig årsdagen fra mit sidste indlæg her på siden. Jeg har reflekteret meget over mit liv, kommet en lang vej, har et nyt perspektiv, fået nogle nye oplevelser og står midt i et kaos af beslutning er og erfaringer og oplevelser. Så jeg er tilbage og klar til at give jer vol. 2.

- E