Sorg

Jeg nåede til et punkt hvor jeg troede at mit liv endelig faldt på plads. Jeg havde en idé om at min nyfundne accept omkring at jeg var og ville altid blive midt i en spiral af uheldigheder, sorg og mørke, aldrig nogensinde ville forandre sig. Jeg havde en idé om, at med kærlighed så havde jeg alt - og det havde jeg, lige ind til kærligheden forsvandt lige så hurtig den kom og blev rutine. Når man vågner op en dag og finder sig selv i at følge en rutine, at man i så ung en alder var utrolig forandre og utrolig forudsigelig. Jeg kan kun ryste på hovedet af mig selv fordi, at jeg havde opgivet så mange ting og ofret så meget for, at jeg kunne få det jeg var så sikker på at mit liv skulle fyldes med. Så farvel til min kendte hjemmebane, bolden var spillet helt ud af feltet og jeg kunne kun løbe efter og spille med. Med min hjemmebane forsvandt min veninde, og med min hjemmebane forsvandt min selvstændighed og min ransagelse.

Da jeg blev forladt faldt hele min verden sammen. Det kan ikke beskrives den følelse - det var værre end hvad jeg nogensinde har følt før. Det var som om verdenen havde vendt sig på hovedet og himlen blev til jorden, hvor den splintres og skælvede og skyerne forsvandt ned i revnerne og hele verdenen forsvandt i kaos og skrig. Om natten faldt stjernerne ned fra himlen og greb jeg dem i min håndflade lå de i få sekunder og blinkede og kæmpede for det sidste liv de havde i sig - og så slukkedes de. Jorden blev til himlen, mørk, uigennemskuelig, man kunne ikke holde sig oppe fordi tyngdekraften krævede at man gik ned af. Min krop afviste sig selv. Min hjerne var accepterende, men min krop frastødte alt hvad jeg havde i mig. At sidde og have en følelse af at indersiden ville være ydersiden og at alt hvad man puttede ind kom ud igen. At leve livet hvor tingene kun havde en vej. Verden var simpelthen for hård at bære og jeg havde komplet mistet mig selv, det gjorde jeg længe før, men den jeg var forsvandt med den som skabte mig - så nu er jeg tilbage - back to basis.

Så smager man lidt på det man ser udenfor, på den anden side af glasrude som holder kulden ude. Sorg. Det er slet ikke til at leve med, men hvordan kan jeg egentlig leve uden? De her følelser ligger dybt i mig, men det er længe siden det startede og igennem den sorg møder jeg også mig selv. For en gangs skyld skal jeg ikke ligge mig ned for efterfølgende at kæmpe mig op at stå uden nytte. Nu står jeg op, let bøjede i knæ og kæmper mig for at blive stående. Livet bringer nye slags kampe med sig - jeg tror aldrig det vil stoppe. Men uden den forgående sorg, hvordan ville jeg nogensinde være blevet klar til det nye jeg har mødt? Alt den tid i bunden af hullet, al den tid midt i regnvejret for at skjule sine tåre? Er det i virkeligheden ikke bar opvarmningen til resten af ens liv? Jeg begynder at se, at det at leve et liv uden sorg, er som at sove hver dag væk, spise alt det forkerte, drikke alt det forkerte, at elske uden hjerte. Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal finde en vej at gå, nu hvor det er tid til at genopfinde sig selv, men igennem min sorg, så har jeg noget at kæmpe for - min egen glæde, sorg giver ransagelse, sorg giver styrke, sorg giver lykke.