Ansvar og ensomhed

Hvorfor er det, at lige så snart man kommer hjem igen, så bliver man tyv stjålet direkte tilbage i ens gamle rolle? Jeg kan mærke at jeg fyldes med vrede og jeg har lyst til, at græde fordi lige pludselig er det igen mig som skal samle puslespillet!

Historien i dag handler endnu engang om, at jeg har forældre som i aften har fået et glas for meget (Det er selvfølgelig fredag, gud bevares), men helt ærligt. Så har jeg en storebror som også har fået for meget og så udspiller scenen sig. En for fuld bror bliver misforstået af en for fuld mor og så kommer den her mor op til mig og fortæller mig historien og om sin bekymring og kigger på mig som om, at jeg skulle have løsningen eller svaret på problemet. Jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal gøre. Jeg nægter at træde så mange skridt tilbage, at jeg pludselig skal holde styr på alle andres liv, så jeg igen glemmer mig selv og livets hårde slid bliver fuldstændig spildt. Det værste af det hele er, at jeg sætter mig ved computeren og skriver - fordi jeg virkelig ikke ved hvem jeg skal ringe til for at snakke om det med. Pludselig kommer der følelser op i mig, som har været begravet så længe. Det er som om, at jeg står lige på kanten af det dybe hul jeg lå i bunden af og jeg slås med mig selv for at holde balancen, så jeg ikke falder i. Det er som om, at jeg sidder i spænd med en som skubber på min brystkasse imens jeg er oppe i en mavebøjning, og jeg ihærdigt kæmper for ikke at komme ned i den våde skovbund endnu engang at ligge. Det er som om, at glitterstøvet endnu engang er drysset ud over det hele og jeg kigger forventningsfuldt ud i luften med tårer i øjnene.

Jeg finder mig selv sidde i præcis det samme rum, på præcis samme plads, ved præcis samme vindue, hvor jeg engang havde den så smukke røde rose stående. Og hvor piletræet står på den anden side af vejen, men ironisk nok kan jeg i dag ikke se det for mørket. I vinduet kan jeg kun se mit eget spejlbillede. Det er næsten som at jeg kan mærke skyggehånden kommer snigende bag mig o spejlbillede kan jeg ane, at jeg stille og roligt forsvinder i skyggens mørke - er jeg på vej til at blive et monster igen? Jeg kan mærke at i min fortid ligger der så meget vrede og jeg kan mærke at den vrede har blevet tændt. Som om der altid lå en lille gnist og kæmpede for at holde sig i live og nu er der pludselig nogen eller noget som er begyndt, at give nærring til denne dumme gnist. Jeg føler mig så afmagtet, usynlig og nytteløs. Når jeg nu reflektere over det, så har jeg siddet hele dagen og gemt mig i små smukke løgne. Jeg er tilbage igen, men ikke som et comeback, jeg er tilbage som et tilbagefald. Jeg har virkelig fundet mit fængsel, det her sted. Jeg har så meget ansvar som jeg slet ikke burde have, lige så snart jeg kommer hertil og igennem alt det, så føler jeg mig så ensom, for der er virkelig ikke nogen jeg kan dele det med og det er fordi jeg godt ved i mit hoved, at der er absolut ingen som kan løse det her for mig.