Verdens smukkeste kvinde

Hun sidder på toppen af et bjerg. Hold i livet ad hendes navn, den smukkeste kvinde i verdenen. Der er ikke mange som kender til det, men hun har siddet der lige siden tidens begyndelse. Rejsen herop var lang og barks, men nu har jeg endelig nået hende. Hun blev placeret her i tidens morgen på grund af en af kærlighedens forbandelser. Manden der elskede hende bad guderne om, at forevige hende, at for hver gang nogen måtte udtale hende navn, skulle hendes liv forlænges med et år. Så her sidder hun, verdens smukkeste kvinde. Hende hvide hår er i en uendelig længde. Det ligger som sne ned fra toppen af bjerget, men jeg ved, at det ikke er sne. Hun sidder med benene trukket op under sig, midt på en stor flad sten som er blevet slebet af gudernes tårer i de gamle dage, hvor det oversvømmede jorden for, at gendanne de små fejl de tidligere havde lavet. Men det kender ingen til. Hendes krop er nøgen, men samtidig er den omgivet af noget gråt eller måske er det blåt, det kan jeg ikke rigtig svare på. Men det er ikke stof. Det er ikke jordisk. Det tror jeg da i hvert fald ikke. Det er umuligt, at se hendes kønsdele, heldigt for verdens smukkeste kvinde. Hun er så tynd, som om hun ikke er blevet fodret længe. Hende hud er grå og rynket. Det umuligt, at få orden på de mange lag som dækker hinanden. Hun ryster. Jeg vil gå nærmere og tilbyde hende min jakke. Men hun vender sig mod mig med et skrig. Hendes lange gule negle rammer jorden som en spiral og borde sig ned. Jeg så en gang et lignende sæt negle i Guiness rekord bog engang. Snavset har samlet sig godt under hendes negle. Det er nu synd, at de holder hende i live på den måde. Endelig så jeg igen hendes ansigt et kort øjeblik. Men det var alt der skulle til. Hun sad og græd. Hele hende krop var træt og hun rystede. Hendes ansigt var fyldt med formørkede pletter som ødelagde den symmetri det utvivlsomt engang havde været fyldt af. Der orme som hun havde valgt ikke længere, at fjerne. De kravlede rundt i hendes ansigt, hvor de nu havde boet så længe. Nogle gange kravlede de ned fra bjerget og så fandt mennesket en helt ny orme art at studerer. Hendes betændte sår lugtede noget så grimt, jeg var lige ved at kaste op på et tidspunkt, men langsomt vænnede også jeg mig til lugten. Hun var så alene. Hun skriger og triller ned fra sin sten. Med et bragende dunk, som lød som torden i dalen. Et knæk kunne høres, igen var hende hofte gået af led. Hun skreg i smerte, hun skreg så smertefyldt, at halvdelen af jordens befolkning måtte bryde ud i gråd på grund af smerten i hjertet. Jeg kunne ikke røre hende. Hun besad sygdomme som endnu ikke har ramt andre. Langsomt, knækkende og næsten ikke, får hun rejst sig op og sat sig tilbage på sin sten. Hun taler sprog fra hele verdenen. Forbander manden der forbandende hende. Hun kan aldrig dø, hun kan kun forfalde og følge naturens gang. Men hun kan ikke dø. Der sidder hun. Kun holdt i live af alle dem som konstant udtaler hendes navn. Verdens smukkeste kvinde.

Forelsket, dag for dag

Mange dømmer et menneske ved det første møde. Det samme gjorde jeg. I starten var alt jo rutine. Man trækker gardinet for og vender blikket rundt i lokalet. En lurende tavshed hænger i luften og så bryder ildkampen løs. Og så kan man se et år forsvinde alt for langsomt. På et split sekund forsvinder man fra overfladen og når man vender tilbage er kinderne våde og sorte. Foran dig sidder en ung dame rød af raseri. Man går ud og smækker døren efter sig. Det er onsdag. Jeg tager hjem. Søndag aften og jeg kigger bedende på min mor, men tilbage skal jeg. Jeg dukker op så sent som muligt og på værelset er de to piger jeg nu havde hadet så meget. Men alligevel var det som om, at intet var i vejen længere. Der mødte jeg mine bedste veninder. Udtalelsen af den fine grænse mellem kærlighed og had har aldrig stået så klart. Mine bedste veninder. Så kan man se et år forsvinde pludseligt alt for hurtigt. Og tilbage mindes man kun en mørk sommernat, hjemme i sin seng hos mor og far. Man græder måske lidt, men det er der aldrig rigtig nogen der finder ud af. Jeg savner mine bedste veninder. Det kan ikke forklares, men der skete noget magisk et det fravær. Og så mødtes vi igen online. Det tog lidt tid at bryde isen. Men man forelsker sig mere og mere dag for dag. Hvordan kan man ligge uroligt i en seng velvidende om, at den omsorg og beskyttelse man i så mange år har længtes efter at dele, endelig er til, at dele med nogen. At man kan holde af og elske uden et eneste sekund at frygte, at en dag bliver man forladt. Vi er verdenen. Tre piger fra tre verdens dele. Vi er verdenen. Et globaliseret Danmark i kærlighed og glæde og tårer. Alt det kan man dele, uden nogensinde, at lade smilet falde af læben. Det er kærlighed. Så forelsker man sig mere og mere for hver dag der går. Før har du ikke brudt dig om, at blive holdt om, krammet, rørt, sovet i samme seng med et andet menneske. Men hun er ikke et menneske. Hun er en lille brik af den sjæl du så småt igen begynder, at samle. Det er rørende hvor ondt det kan gøre. Jeg så hende for en uge siden, det gør ondt. Jeg så hende for 4 dage siden. Jeg græder. Jeg så hende i går, jeg ryster. Frygten for aldrig rigtig, at have sagt jeg elsker dig, hviler som en grib over kadaveret. Frygten for aldrig at have beskyttet hende til det fuldeste, iser dig ned af ryggen som et dyk i den kolde vinter sø. Det er kærlighed. Sådan beskriver man flere år i hinandens selskab. Hver eneste gang jeg kigge hende i øjnene, så ser jeg pigen jeg rejste fra dagen før, hvor hun rejste fra mig. Der var ingen der forlod hinanden, vi tog hjem. Men hjem var også hos hinanden. Man mødte et orange skær på sin computer, og i panisk fart måtte man vide hvad hun havde, at sige. For jeg savner hende. Og for hvert trist ord hun udtrykte, måtte jeg udtrykke den forståelse jeg følte og den smerte mit hjerte havde da det bristede. Så måtte jeg være hos hende, den trang brændte hårdt, men mulighederne var smalle. Og så mødte jeg dem igen, mine bedste veninder. Et omfavn. Et smil, og det var som om, at det kun var i går vi rejste hjem. Men aldrig forlod hinanden. Mere forelsket, dag for dag.

Engang så rød en rose

Det føles så tomt på den anden side. Et sug på din cigaret og lungerne fyldes, men det er stadig tomt på den anden side. Det var en varm dag i oktober. Det er lige før man tror, at det nu bliver forår. Snydt. En død rose står i vinduet og suger ikke længere det beskidte vand til sig. Den stirrer bare ud igennem vinduet. Over på træerne som stadig lever. Det er så uretfærdigt. En rose som har hjem i den varme stue skulle overleves af træerne i naturens kulde. Den sarte rose. Man ville tro den havde været rød engang, men tilbage er der kun en forfalden gul farve. Jeg har ikke lyst råber barnet på gaden. To kvinder kommer gående hånd i hånd og leer. Når solen gemmer sig for månen kører de unge fyrer rundt på deres knallerter med en cult i hånden. Er det hvad vores verden er blevet til? ”Mit liv” står der på den tomme bog i vindueskarmen. Mit liv… Det er kun de første to sider der er blevet udfyldt og så gav jeg op. Man ville tro, at man med så mange år bag sig ville der være en historie at fortælle. Det er der også, massere, men ingen som syntes værd at fortælle, ingen der syntes værd at genleve og forevige. Hvad er det egentlig værd? Det er fantastisk så lidt værdi livet har. Du forstår ikke verdenens omfang. Du ser en søn som igen ryger en joint og læner sig tilbage i sofaen bag sin computer og spiller lidt mere world of warcraft. Hans kæreste kommer ind og sætter sig ved siden af ham, hendes misbrug af kaffe stinker langt væk, og de elsker hinanden. Du begriber ikke, at denne søn har en mor, at denne mor ikke ved hvad der forgår eller, at denne mor bare benægter hvad der forgår eller, at denne mor bare ikke kan stille mere op. Forestil dig rastløshed. Du ser en Datter som skjuler sig i badet, gemmer sig for sig selv. Hun sender sin søn et elskeligt blik og hun mærker hvordan den kærlighed hun føler er for tung, hun nærmest græder. Du begriber ikke den søns uvidende blik. Du begriber ikke, at han kun mærker, at hun græder over synet ved ham. Du ser bøssen der smilende render ned af gaden. Hvor er hans liv dog perfekt. Du kender ikke til, at han for et år siden blev tvunget ind i en bil, ført langt væk hjemmefra, uden penge, uden telefon, uden identitet, og tvunget til at lægge sig og tage imod. Du begriber ikke han for kun 5 måneder siden stod på sjette sal på det lokale hospital og var klar til, at springe ud. At han bed og slog sygeplejerskerne, som kun prøvede, at fjerne stofferne fra hans krop, som han var blevet narret til, at indtage, blot fordi han er bøsse. Vender jeg blikket den anden vej sidder klassen glade pige. Hun vandt årets smil for anden gang. Du forstår ikke, at hendes far drikker, at han sloges med hendes svigermor, at hun selv drikker så forfærdeligt og urørt til festerne, hvorefter hun sætter sig og græder og lufter sit hjerte. Det er alt sammen skygger. Og så vender jeg tilbage til mig selv, engang så rød en rose.

Kolde nøgne piletræ

Jeg er så fascineret af hvordan ens hjerteslag kan gøre så ondt. Hvordan selv sommeren kan være så kold. Jeg er fascineret af hvor mange forfærdelige ting tavsheden kan sige og hvor stille den larmende skolegang kan føles. Nogle gange kigger jeg ud af vinduet på det nøgne piletræ som frysende svinger sine grene og spørger mig selv hvorfor jeg aldrig blev taget med.
Smerte er så udefinerbar. Hvordan kan jeg sætte mig og sige mit hjerte gør ondt, at det brister. Når enhver læge kan scanne det og lytte til det og fortælle mig, at der absolut intet er i vejen. Hvorfor blev jeg så aldrig taget med. Sådan en kujonagtig handling ville aldrig være velset. I dette land, hvor de modige, de stolte, de kloge, de rige, lever så frodigt. Jeg er hverken modig eller stolt, hverken klog eller rig, så selvsagt lever jeg vel hellere ej så frodigt. Så kære piletræ, hvorfor blev jeg aldrig taget med. Man mærker mod sit bryst det dunk som holder en i live, den dunken der føles som en syl igennem sine ribben, for hver gang man så stolt kan sige, at man ved man er i live. Det er fascinerende. Man vandrer igennem sin hverdag, igennem sine vante ture ned igennem gangen og ind i lokalet 32, igen op af gangen og ind i lokale 73, på gangen igen, lokale 21, på gangen igen lokale 40, gang, 43, gang, 17, gang, hjem. Mærkede man nogensinde, at man var omringet af flere hundrede mennesker. Ænsede man nogensinde, at den ældre der stod foran forsamlingen forsøgte, at få dig til, at forstå, at immunologi ikke omhandler madlavning. Forstod man nogensinde, at for hver latter og for hver gang nogen kaldte dit navn, skulle det have nogen betydning. Man hører kun den summende lyd af stilhed inde i sin hjerne. For man er jo helt alene. Og så kigge man igen, frk. Piletræ, hvorfor blev man aldrig taget med. Når man så er kommet hjem og sætter sig på sin vante plads hvor man endelig beslutter sig for, at lytte til sin krop som skriger, at den er sulten, svage krop, et døgn uden mad og den teer sig som et spædbarn uden bryst, så man laver en smule mad og vender tilbage til sin vante plads. Man stirrer på den lysende skærm i computeren som brænder ens nethinde, men hvad forskel gør den smerte, komplet udefinerbar. Jeg ænser fjernsynet der forsøger, at underholde mig. Jeg skimter min mobil og håber kun på, at i min indbakket ligger der en besked fra det andet Piletræ, selvfølgelig er den der ikke. Det orange skær af MSN-vinduer der popper frem er alle ligegyldige, de bliver ignoreret og overset. Tavsheden har en larmende effekt. Så jeg kan tage mig til hovedet og ønske hovedpinen ville forsvinde, men panodilerne er alt for skræmmende fra sidste gang. Måske et besøg på hospitalet ikke ville være nogen slem idé. Men sådan en kujonagtig handling ville aldrig være velset i dette land, hvor de modige, de stolte, de kloge, de rige, lever så frodigt. Kan vi alle ikke mindes den fest ved stranden, hvor vi bevægede os ned til vandet, sad på stenen og greb vinden i håret, nød dens så blide berøring ved ansigtet, vi glemte hvor kold den var, den var blid. Hvornår begyndte jeg, at tale til mig selv. Nu det kun vinduet der lader vinden trænge ind, hvad gør lidt mere kulde i mit værelse, en før oplevet og stadig så fantastisk kold indtrængen. Jeg kan kun mærke stortrommen smadre mit hoved med tanker og fortælle mig selv, at smerten er udefinerbar, den er der så du kan være i live og vide det uden din kære doktor igen må scanne dig og fortælle at alt er okay. En kold indtrængning og med et støn kan kroppen falde sammen. Og igen kan blikket søge ud mod det nøgne piletræ som frysende lader sine grene følge vinden, og jeg spørger mig selv hvorfor jeg aldrig blev taget med.