Kolde nøgne piletræ

Jeg er så fascineret af hvordan ens hjerteslag kan gøre så ondt. Hvordan selv sommeren kan være så kold. Jeg er fascineret af hvor mange forfærdelige ting tavsheden kan sige og hvor stille den larmende skolegang kan føles. Nogle gange kigger jeg ud af vinduet på det nøgne piletræ som frysende svinger sine grene og spørger mig selv hvorfor jeg aldrig blev taget med.
Smerte er så udefinerbar. Hvordan kan jeg sætte mig og sige mit hjerte gør ondt, at det brister. Når enhver læge kan scanne det og lytte til det og fortælle mig, at der absolut intet er i vejen. Hvorfor blev jeg så aldrig taget med. Sådan en kujonagtig handling ville aldrig være velset. I dette land, hvor de modige, de stolte, de kloge, de rige, lever så frodigt. Jeg er hverken modig eller stolt, hverken klog eller rig, så selvsagt lever jeg vel hellere ej så frodigt. Så kære piletræ, hvorfor blev jeg aldrig taget med. Man mærker mod sit bryst det dunk som holder en i live, den dunken der føles som en syl igennem sine ribben, for hver gang man så stolt kan sige, at man ved man er i live. Det er fascinerende. Man vandrer igennem sin hverdag, igennem sine vante ture ned igennem gangen og ind i lokalet 32, igen op af gangen og ind i lokale 73, på gangen igen, lokale 21, på gangen igen lokale 40, gang, 43, gang, 17, gang, hjem. Mærkede man nogensinde, at man var omringet af flere hundrede mennesker. Ænsede man nogensinde, at den ældre der stod foran forsamlingen forsøgte, at få dig til, at forstå, at immunologi ikke omhandler madlavning. Forstod man nogensinde, at for hver latter og for hver gang nogen kaldte dit navn, skulle det have nogen betydning. Man hører kun den summende lyd af stilhed inde i sin hjerne. For man er jo helt alene. Og så kigge man igen, frk. Piletræ, hvorfor blev man aldrig taget med. Når man så er kommet hjem og sætter sig på sin vante plads hvor man endelig beslutter sig for, at lytte til sin krop som skriger, at den er sulten, svage krop, et døgn uden mad og den teer sig som et spædbarn uden bryst, så man laver en smule mad og vender tilbage til sin vante plads. Man stirrer på den lysende skærm i computeren som brænder ens nethinde, men hvad forskel gør den smerte, komplet udefinerbar. Jeg ænser fjernsynet der forsøger, at underholde mig. Jeg skimter min mobil og håber kun på, at i min indbakket ligger der en besked fra det andet Piletræ, selvfølgelig er den der ikke. Det orange skær af MSN-vinduer der popper frem er alle ligegyldige, de bliver ignoreret og overset. Tavsheden har en larmende effekt. Så jeg kan tage mig til hovedet og ønske hovedpinen ville forsvinde, men panodilerne er alt for skræmmende fra sidste gang. Måske et besøg på hospitalet ikke ville være nogen slem idé. Men sådan en kujonagtig handling ville aldrig være velset i dette land, hvor de modige, de stolte, de kloge, de rige, lever så frodigt. Kan vi alle ikke mindes den fest ved stranden, hvor vi bevægede os ned til vandet, sad på stenen og greb vinden i håret, nød dens så blide berøring ved ansigtet, vi glemte hvor kold den var, den var blid. Hvornår begyndte jeg, at tale til mig selv. Nu det kun vinduet der lader vinden trænge ind, hvad gør lidt mere kulde i mit værelse, en før oplevet og stadig så fantastisk kold indtrængen. Jeg kan kun mærke stortrommen smadre mit hoved med tanker og fortælle mig selv, at smerten er udefinerbar, den er der så du kan være i live og vide det uden din kære doktor igen må scanne dig og fortælle at alt er okay. En kold indtrængning og med et støn kan kroppen falde sammen. Og igen kan blikket søge ud mod det nøgne piletræ som frysende lader sine grene følge vinden, og jeg spørger mig selv hvorfor jeg aldrig blev taget med.