Engang så rød en rose

Det føles så tomt på den anden side. Et sug på din cigaret og lungerne fyldes, men det er stadig tomt på den anden side. Det var en varm dag i oktober. Det er lige før man tror, at det nu bliver forår. Snydt. En død rose står i vinduet og suger ikke længere det beskidte vand til sig. Den stirrer bare ud igennem vinduet. Over på træerne som stadig lever. Det er så uretfærdigt. En rose som har hjem i den varme stue skulle overleves af træerne i naturens kulde. Den sarte rose. Man ville tro den havde været rød engang, men tilbage er der kun en forfalden gul farve. Jeg har ikke lyst råber barnet på gaden. To kvinder kommer gående hånd i hånd og leer. Når solen gemmer sig for månen kører de unge fyrer rundt på deres knallerter med en cult i hånden. Er det hvad vores verden er blevet til? ”Mit liv” står der på den tomme bog i vindueskarmen. Mit liv… Det er kun de første to sider der er blevet udfyldt og så gav jeg op. Man ville tro, at man med så mange år bag sig ville der være en historie at fortælle. Det er der også, massere, men ingen som syntes værd at fortælle, ingen der syntes værd at genleve og forevige. Hvad er det egentlig værd? Det er fantastisk så lidt værdi livet har. Du forstår ikke verdenens omfang. Du ser en søn som igen ryger en joint og læner sig tilbage i sofaen bag sin computer og spiller lidt mere world of warcraft. Hans kæreste kommer ind og sætter sig ved siden af ham, hendes misbrug af kaffe stinker langt væk, og de elsker hinanden. Du begriber ikke, at denne søn har en mor, at denne mor ikke ved hvad der forgår eller, at denne mor bare benægter hvad der forgår eller, at denne mor bare ikke kan stille mere op. Forestil dig rastløshed. Du ser en Datter som skjuler sig i badet, gemmer sig for sig selv. Hun sender sin søn et elskeligt blik og hun mærker hvordan den kærlighed hun føler er for tung, hun nærmest græder. Du begriber ikke den søns uvidende blik. Du begriber ikke, at han kun mærker, at hun græder over synet ved ham. Du ser bøssen der smilende render ned af gaden. Hvor er hans liv dog perfekt. Du kender ikke til, at han for et år siden blev tvunget ind i en bil, ført langt væk hjemmefra, uden penge, uden telefon, uden identitet, og tvunget til at lægge sig og tage imod. Du begriber ikke han for kun 5 måneder siden stod på sjette sal på det lokale hospital og var klar til, at springe ud. At han bed og slog sygeplejerskerne, som kun prøvede, at fjerne stofferne fra hans krop, som han var blevet narret til, at indtage, blot fordi han er bøsse. Vender jeg blikket den anden vej sidder klassen glade pige. Hun vandt årets smil for anden gang. Du forstår ikke, at hendes far drikker, at han sloges med hendes svigermor, at hun selv drikker så forfærdeligt og urørt til festerne, hvorefter hun sætter sig og græder og lufter sit hjerte. Det er alt sammen skygger. Og så vender jeg tilbage til mig selv, engang så rød en rose.