Forelsket, dag for dag

Mange dømmer et menneske ved det første møde. Det samme gjorde jeg. I starten var alt jo rutine. Man trækker gardinet for og vender blikket rundt i lokalet. En lurende tavshed hænger i luften og så bryder ildkampen løs. Og så kan man se et år forsvinde alt for langsomt. På et split sekund forsvinder man fra overfladen og når man vender tilbage er kinderne våde og sorte. Foran dig sidder en ung dame rød af raseri. Man går ud og smækker døren efter sig. Det er onsdag. Jeg tager hjem. Søndag aften og jeg kigger bedende på min mor, men tilbage skal jeg. Jeg dukker op så sent som muligt og på værelset er de to piger jeg nu havde hadet så meget. Men alligevel var det som om, at intet var i vejen længere. Der mødte jeg mine bedste veninder. Udtalelsen af den fine grænse mellem kærlighed og had har aldrig stået så klart. Mine bedste veninder. Så kan man se et år forsvinde pludseligt alt for hurtigt. Og tilbage mindes man kun en mørk sommernat, hjemme i sin seng hos mor og far. Man græder måske lidt, men det er der aldrig rigtig nogen der finder ud af. Jeg savner mine bedste veninder. Det kan ikke forklares, men der skete noget magisk et det fravær. Og så mødtes vi igen online. Det tog lidt tid at bryde isen. Men man forelsker sig mere og mere dag for dag. Hvordan kan man ligge uroligt i en seng velvidende om, at den omsorg og beskyttelse man i så mange år har længtes efter at dele, endelig er til, at dele med nogen. At man kan holde af og elske uden et eneste sekund at frygte, at en dag bliver man forladt. Vi er verdenen. Tre piger fra tre verdens dele. Vi er verdenen. Et globaliseret Danmark i kærlighed og glæde og tårer. Alt det kan man dele, uden nogensinde, at lade smilet falde af læben. Det er kærlighed. Så forelsker man sig mere og mere for hver dag der går. Før har du ikke brudt dig om, at blive holdt om, krammet, rørt, sovet i samme seng med et andet menneske. Men hun er ikke et menneske. Hun er en lille brik af den sjæl du så småt igen begynder, at samle. Det er rørende hvor ondt det kan gøre. Jeg så hende for en uge siden, det gør ondt. Jeg så hende for 4 dage siden. Jeg græder. Jeg så hende i går, jeg ryster. Frygten for aldrig rigtig, at have sagt jeg elsker dig, hviler som en grib over kadaveret. Frygten for aldrig at have beskyttet hende til det fuldeste, iser dig ned af ryggen som et dyk i den kolde vinter sø. Det er kærlighed. Sådan beskriver man flere år i hinandens selskab. Hver eneste gang jeg kigge hende i øjnene, så ser jeg pigen jeg rejste fra dagen før, hvor hun rejste fra mig. Der var ingen der forlod hinanden, vi tog hjem. Men hjem var også hos hinanden. Man mødte et orange skær på sin computer, og i panisk fart måtte man vide hvad hun havde, at sige. For jeg savner hende. Og for hvert trist ord hun udtrykte, måtte jeg udtrykke den forståelse jeg følte og den smerte mit hjerte havde da det bristede. Så måtte jeg være hos hende, den trang brændte hårdt, men mulighederne var smalle. Og så mødte jeg dem igen, mine bedste veninder. Et omfavn. Et smil, og det var som om, at det kun var i går vi rejste hjem. Men aldrig forlod hinanden. Mere forelsket, dag for dag.