Lille fugl

Udenfor sniger kulden sig langsomt frem og jeg kan slet ikke holde på varmen. Det er utroligt for jeg har altid kunne holde mig varm, men ikke i år. Hvis jeg spejler mig selv i vinduet bliver jeg fanget af et gråt ansigt som er rynket og udmattet. Jeg føler mig præcis som det jeg ser. En gammel og grå dame som føler at uret er ved at slå sine sidste slag. Jeg kan ikke længere genkende det jeg ser. Jeg aner ikke engang om det er mig selv jeg kigger på, men det er præcis sådan jeg føler mig. Det i kontrast til den behandling jeg får af min omverden. Jeg føler at folk kigger ned på mig og ser på mig som et barn. Inde i mit hoved er jeg 10 år ældre end de år jeg nu har levet. Beklager meget hvis det ikke lever op til standart, men hav den respekt at behandle mig som den voksne kvinde jeg er. Jeg bliver ignoreret fordi det jeg har at sige ikke er værd at lytte til, bare fordi de kender det antal år jeg har levet.


På trods af det griber jeg det ansvar der bliver mig givet. At spille bolden mellem de to banehalvdele og stadig se mig selv som selv ansvarlig. Jeg fandt en lille fugl uden for mit vindue. Den var tynd og pillet og man kunne se på den at den frøs forfærdeligt i vinterkulden. Det er her, at jeg ser det ansvar at løfte den op og holde den i mine hænder, når alle andre går forbi den som om, at de ikke kan se den faktisk har det rigtig dårligt. Jeg kan se mig selv i den lille fugl. Det er måske også derfor jeg er så hurtig til, at tage den beslutning at hjælpe den. Jeg synes ikke, at det er for sent for mig selv – eller måske, det ved jeg ikke – Men denne lille fugl har stadig en chance for, at vende sit liv om, hvis der bare er nogen som er villig til at bære den, som jeg engang manglede at blive båret. Så jeg strakte mig ud af vinduet i den bidende kulde for, at lokke den lille fugl til mig og det lykkedes, meget modvilligt, men det lykkedes. Indenfor lagde jeg fuglen i mit skød og kærtegnede den over ryggen imens jeg lyttede til dens svage pippen. Der sad jeg og smilede til den lille fugl og stille og roligt faldt dens pip hen og så lukkede den øjnene, der i mit skød.

Med tiden begyndte fuglens pip at blive kraftigere og mere tydelige og hurtigt fandt jeg ud af, at dens lille vinge var brækket. Men jeg kærtegnede stadig fuglens ryg og smilte til den imens dens sår kunne heale. Og så en dag jeg står op og går ind til fuglen, sidder den i vinduet og kigger ud mod sin redde hvor mor-fugl og søskende sidder og jeg må erkende, at der ikke er mere jeg kan gøre. Med en klump i halsen må jeg så gå hen til vinduet og åbne det op og den kigger på mig med sine små triste øjne. Kom lille fugl, det er på tide at du flyver nu. Og så forsvinder den ud i vinden. Jeg så aldrig fuglen igen.

Udenfor har kulden sneget sig frem og jeg kan slet ikke holde på varmen. Det er utroligt for jeg har altid kunne holde mig varm, men ikke i år. Igen når jeg spejler mig selv i vinduet bliver jeg fanget af et gråt ansigt som er rynket og udmattet. Jeg føler mig præcis som det jeg ser. En gammel og grå dame som føler, at uret er ved at slå sine sidste slag. Jeg kan ikke længere genkende den jeg er. Jeg aner ikke engang om det er mig selv jeg kigger på, men det er præcis sådan jeg føler mig.

På kompromis med virkeligheden

Virkeligheden er et mærkeligt sted. For et halvt år tilbage fik jeg en opringning fra virkeligheden, kig på dig selv, se hvad du laver. Det jeg så var en ung pige, som ikke havde rejst sig op og sluppet mindet om ham der knuste hendes hjerte. Så i stedet for, at føle noget som helst, valgt hun at føle ingenting. Jeg kan skamme mig over hvad jeg har gjort og hvad jeg har sagt, men der er intet som kan lave om på, at jeg tog en fyr med hjem og lod ham holde om mig, have sex med mig, og så forlade mig. Jeg var ligeglad og hvis han ikke forlod mig, så forlod jeg ham rigtig hurtigt. Hvorfor? Fordi kærlighed er en ting jeg slet ikke kunne magte. Så jeg besvarede det opkald og slog fast, at nu skulle det hele være slut. Oven i det forlod mine venner mig. Der er ingenting der kan beskrive hvor hårdt det er, når dem man tror, står én nærmest, vender en ryggen i det man gennemgår en fase i livet man ikke engang selv kan forklare. Jeg har aldrig været lykkelig i mit liv. Jeg har ladet som om at jeg var stærk og selvstændig og selvsikker, men hvem er i virkeligheden det? Jeg stoppede med, at bruge fyre som mit legetøj og i samme omgang stoppede jeg med, at lade fyre tro, at jeg var deres legetøj. Jeg fandt ud af, at jeg ikke kan gå og bilde mig selv ind, at jeg ikke leder efter noget mere end det jeg har. Jeg har altid sagt, at jeg fungerer bedst alene. Men sandheden er, at jeg slet ikke tror på, at man kan fungere bedst som single eller at man fungerer bedst i et forhold, det kommer an på personen man er sammen med. Så derfor er jeg færdig med, at lege den unge vilde single pige. Jeg vil opnå en selvrespekt som skal matche den respekt jeg ønsker fra piger og drenge. Det værste ved det hele er, at man tager sig selv i, at se en million tøse film på sin computer, og sukke over dem alle sammen. Når pigen til sidst endelig får sin drømme fyr er jeg lige ved at græde, fordi sådan fungerer virkeligheden ikke. Det værste er, at jeg ikke kan komme ud over den jeg er eller måske nærmere er blevet. Jeg ser ikke mig selv som hende nogen forelsker sig i. Jeg er ikke hende nogen kan holde af. Hvorfor tror jeg det? Fordi jeg hele mit liv igennem er blevet forladt. Jeg blev forladt af min første og eneste kærlighed, som jeg på trods af svigt og stor modstridenhed lukkede ind i mit hjerte. Jeg blev forladt af mine venner, de første jeg stolede på, efter at mine tidligere venner brutalt tog deres eget liv og forlod mig til, at rådne op i denne verden.

Jeg synes at jeg har ret til at skamme mig over, at være alene. Men alligevel fortæller jeg mig selv, at det hele er selvforskyldt og jeg bare skal tage mig sammen. Man har en livsfilosofi og sine faste standpunkter. Der er det der føre en frem og hjælper en til at klare enhver situation. Og hvad så når man ser sig selv gå på kompromis med den overbevisning? Jeg føler mig selv som en forandret menneske, men hvis jeg virkelig skal overveje det, så er mine problemer det samme. Jeg har mange gange spurgt mig selv om det her er mit lod i livet og det er sådan kortene er blevet lagt for mig. Jeg ville ønske, at jeg bare kunne lukke af og kigge efter noget nyt. Men så ud af det blå er min dæmon tilbage. Efter så mange års stilhed vil han se mig igen.

Smukke små løgne

Jeg kunne ikke stoppe med at føle de ting jeg følte. Det er den første tanke der strejfer mig. Jeg sidder i et fuldt oplyst rum, med min nye serie kørende. Men jeg kan ikke undgå at føle, at jeg sidder med benene trukket op under mig, at jeg sidder i et hjørne og rummet kun lige er til at være i og at her er sort. Det er sådan jeg føler. Jeg spørger mig selv hvorfor jeg bliver ved med, at blive fascineret af de her tv-serier. I dag tror jeg at jeg har forstået hvorfor. Overalt er der løgne og intriger, overalt omkring mig er der folk der ikke kan sige tingene som de er eller udelader nogle detaljer så man på den måde undgår at blive dømt. Er det virkelig dét der definere et rigtigt venskab, en man virkelig holder af? At deres mening og forståelse af hvem man er, betyder så meget, at man er parat til at fortælle en historie og blive spundet ind i net af løgne, bare så man er sikker på at kunne beholde hinanden i lidt længere tid? Jeg så mig selv i spejlet i dag og indså, at jeg ikke er den jeg virkelig er, men den jeg rigtig gerne vil være. På den måde er jeg også skyld i min egen ensomhed. Jeg kan slet ikke begynde og fortælle hvor falsk jeg i virkeligheden er, bare fordi jeg holder så meget fat i det jeg gerne vil være. Men i dag samlede jeg nogle tråde.

Jeg er ikke en person der kan lide, at andre ikke kan lide mig. Det resulterer kun i, at jeg altid er mindre vellidt end andre. På grund af de ofringer jeg tager, står jeg med et slutresultat der hedder, at jeg er mere ensom og endnu mere såret og måske sidder de andre tilbage med en forløsning. Det bringer mig videre. Jeg er ikke én man tror bare knækker under. Jeg bliver ved med at bygge den her facade op som gør, at jeg har oplevet nok til, at der ikke er noget der kan røre mig. Det er også det jeg fortæller folk. ”Du skal ikke være ked af, at du sad og svinede mig til og drillede mig med min sygdom, jeg har prøvet det der gjorde mere ondt.” Det har jeg også, men det jeg undlader at fortælle er, at det stadigvæk gør ondt. Jeg fik engang at vide, at jeg var et skræmmende menneske. Ikke fordi jeg var ondsindet eller skræmmende af udseende. Men fordi jeg var så stærk, så erfaren, så ægte og sikker på mig selv. Det hele er ting jeg godt ved, at jeg altid har ladet som om og det er lykkedes mig, stort tillykke, men det har ikke gjort mig lykkelig. Jeg er ikke stærk og det ved du. Hver nat inden jeg går i seng kigger jeg ud af vinduet på den mørke himmel og tørre nogle tårer væk fra min kind, fordi så ulykkelig, magtesløs og svag føler jeg mig. Hver nat har jeg en kniv i hjertet der bliver vredet rundt og rundt og rundt og rundt og rundt, og jeg kan slet ikke få trække vejret. Det skræmmende, jeg lever et liv i frygt for den næste dag, hver eneste dag. Og jeg er slet ikke så erfaren. Smerte og sorg kan man slet ikke blive erfaren på. Hver gang man møder en ny sorg og en ny smerte, er det også en helt ny oplevelse. Man tror at man er blevet den erfaring rigere, men jeg kan stadigvæk ikke samle mig selv op. Jeg føler at jeg lever på lånt tid. En dag kan jeg ikke længere lade som at jeg er stående. Jeg er sikker på mig selv? Jeg siger, at jeg er smuk. Det eneste jeg nogensinde har sagt om mig selv, som var positivt og sandt, var omkring mine øjne. Jeg føler at de er smukke og fortællende, at de indeholder den lille glød eller gnist som stadig lever inde i mig og trækker mig af sted. Alt det pjat med, at jeg har fantastiske bryster og en smal talje og et dejligt smil, det er spil for galleriet. I virkeligheden indbyder jeg til krig fordi at jeg ved jeg vinder den. At jeg er ægte, det kan man måske godt sige. Men bare det at jeg lever så højt på det, er jo netop et uægte træk. Al min ære og troværdighedssnak er jo netop for at det er hvad man skal tro om mig, selvfølgelig lever jeg efter de regler, men gør dét det mere ægte af den grund? Det jeg i virkeligheden elsker, er mine smukke små løgne. De skaber hvem jeg er. Hvem jeg er, det ved jeg slet ikke. Ved du? Hvis du spørger dig selv ville du sikkert mene, at du kendte mig bedre end nogen anden. Men gør du virkelig det?

Hvis jeg havde et valg, ville jeg stoppe med at føle de ting jeg følte.

På kompromis med virkeligheden

Virkeligheden er et mærkeligt sted. For et halvt år tilbage fik jeg en opringning fra virkeligheden, kig på dig selv, se hvad du laver. Det jeg så var en ung pige, som ikke havde rejst sig op og sluppet mindet om ham der knuste hendes hjerte. Så i stedet for, at føle noget som helst, valgt hun at føle ingenting. Jeg kan skamme mig over hvad jeg har gjort og hvad jeg har sagt, men der er intet som kan lave om på, at jeg tog en fyr med hjem og lod ham holde om mig, have sex med mig, og så forlade mig. Jeg var ligeglad og hvis han ikke forlod mig, så forlod jeg ham rigtig hurtigt. Hvorfor? Fordi kærlighed er en ting jeg slet ikke kunne magte. Så jeg besvarede det opkald og slog fast, at nu skulle det hele være slut. Oven i det forlod mine venner mig. Der er ingenting der kan beskrive hvor hårdt det er, når dem man tror, står én nærmest, vender en ryggen i det man gennemgår en fase i livet man ikke engang selv kan forklare. Jeg har aldrig været lykkelig i mit liv. Jeg har ladet som om at jeg var stærk og selvstændig og selvsikker, men hvem er i virkeligheden det? Jeg stoppede med, at bruge fyre som mit legetøj og i samme omgang stoppede jeg med, at lade fyre tro, at jeg var deres legetøj. Jeg fandt ud af, at jeg ikke kan gå og bilde mig selv ind, at jeg ikke leder efter noget mere end det jeg har. Jeg har altid sagt, at jeg fungerer bedst alene. Men sandheden er, at jeg slet ikke tror på, at man kan fungere bedst som single eller at man fungerer bedst i et forhold, det kommer an på personen man er sammen med. Så derfor er jeg færdig med, at lege den unge vilde single pige. Jeg vil opnå en selvrespekt som skal matche den respekt jeg ønsker fra piger og drenge. Det værste ved det hele er, at man tager sig selv i, at se en million tøse film på sin computer, og sukke over dem alle sammen. Når pigen til sidst endelig får sin drømme fyr er jeg lige ved at græde, fordi sådan fungerer virkeligheden ikke. Det værste er, at jeg ikke kan komme ud over den jeg er eller måske nærmere er blevet. Jeg ser ikke mig selv som hende nogen forelsker sig i. Jeg er ikke hende nogen kan holde af. Hvorfor tror jeg det? Fordi jeg hele mit liv igennem er blevet forladt. Jeg blev forladt af min første og eneste kærlighed, som jeg på trods af svigt og stor modstridenhed lukkede ind i mit hjerte. Jeg blev forladt af mine venner, de første jeg stolede på, efter at mine tidligere venner brutalt tog deres eget liv og forlod mig til, at rådne op i denne verden.

Jeg synes at jeg har ret til at skamme mig over, at være alene. Men alligevel fortæller jeg mig selv, at det hele er selvforskyldt og jeg bare skal tage mig sammen. Man har en livsfilosofi og sine faste standpunkter. Der er det der føre en frem og hjælper en til at klare enhver situation. Og hvad så når man ser sig selv gå på kompromis med den overbevisning? Jeg føler mig selv som en forandret menneske, men hvis jeg virkelig skal overveje det, så er mine problemer det samme. Jeg har mange gange spurgt mig selv om det her er mit lod i livet og det er sådan kortene er blevet lagt for mig. For et par måneder tilbage tillod jeg mig selv at lukke en fyr ind i mit hjerte. Det var dejligt og jeg følte mig varm. Glæder over at målet endelig var nået gjorde pludselig at min længe forsvundne kampvilje, rasede ind over mig og jeg kunne klare verdenen. Men for et par dage siden måtte jeg finde mig selv nede i hullet igen. Han havde glemt at fortælle mig, at han faktisk havde en kvinde i sit liv. Endnu engang måtte jeg indse, at jeg var ”den anden kvinde” og så havde jeg slet ikke forandret mig så meget alligevel. Men jeg så mig selv ånde lettet op og ikke ene eneste tårer trillede ned af min kind og jeg sagde tak fordi han fortalte mig det og han ville afslutte sit forhold og vi fortsatte væres affære. Jeg sidder tilbage med en dårlig smag i munden og venindens skældsord i nakken. Hvordan kunne jeg tillade mig at se ham og hvordan kunne jeg tro at han ikke ville gøre det samme mod mig. Nu skal jeg fortælle jer hvorfor. Man er ikke defineret af sine handlinger, men hvordan man håndtere efterløbet. En gang utro, altid utro er et forfærdeligt udtryk, og direkte løgn. Jeg tror på, at hvis man er utro er der sket det af forholdet er allerede dødt og/eller har været det længe.  Nogle mennesker kan ikke overkomme det med at slå op. Men jeg sidder stadig og frygter, at han faktisk ikke gør det. For undskyldningen lige nu er at hun har været i et uheld og har det dårligt. Der er aldrig et ”rigtigt tidspunkt” at slå op på. Men selvfølgelig kan jeg sætte mig ind i, at det ville være en dårlig nyhed oven på en dårlig dag. Jeg ville ønske, at jeg bare kunne lukke af og kigge efter noget nyt. Men så ud af det blå er min dæmon tilbage. Efter så mange års stilhed vil han se mig igen. Jeg forstår ikke verdenen alle problemerne skal komme på en gang. Hvor er de ordentlige mænd som ejer selvrespekt og som kan respektere en god kvinde? Jeg skammer mig over hvor jeg står, for jeg burde være fornuftig og bede min fyr om at skride, for han er da slet ikke min, han er en andens.

Efterlivet

Hvad gør du den dag du vågner op, og finder ud af, at du har taget dit eget liv? Den dag du vågner op og ser, at du selv har revet din sjæl i stykker og selv skåret dit hjerte, dine lunger og dine øjne ud? Du opdager at du ikke længere er en krop, men en flosset sjæl der vandre. Og til sidst opdager du, at du ikke kan skrige af frygt, fordi du har syet dine læber sammen, at du ikke kan høre om nogen taler til dig, fordi du har sprunget dine trommehinder. Den indre kamp og frustration vil være dig ulidelig. Du fortryder helt sikkert hvordan du har levet livet. Du fortryder hver vejrtrækning, hver gang dit hjerte slog. Du fortryder hvert eneste billede du har set, hver stemme du har lyttet til. Du fortryder hver eneste mund du valgte at kysse, hvert eneste ord du valgte at sige, fordi det var så fejlagtigt valgt, du fortryder hver smag du har smagt og til sidst, fortryder du hver kind du har rørt. Intet af det var værd at skulle blive det sidste du hørte, så, smagte, sagde, følte.

Og hvad gør du så? Du gør ingen ting. Du er ikke bange, derfor ville du hellere ikke forsøge at skrige, derfor ville du ikke opdage at du mangler din mund. Du er ikke bange, så derfor ville du ikke opdage, at du ikke kan høre om nogen giver dig bekymring, derfor vil du ikke opdage dine øre er blevet døve. Du er ikke bange, og derfor ville du ikke gå hen i spejlet og prøve og se den forandring som du slet ikke bemærker ikke er der, derfor vil du ikke opdage dine øjne er forsvundet. Du er ikke bange, derfor vil dine vejrtrækning er ikke stige til et niveau hvor du overhovedet bemærkede de engang var der – det ville du ønske nu du gjorde – derfor vil du aldrig opdage, at dine lunger er blevet skåret ud. Du er ikke bange, du mærker ikke hvordan dit hjerte slår hårde og hårde, derfor vil du ikke bemærke, at du slet ikke ejer et hjerte mere. Du vil slet ikke opdage, at du er reduceret til den flossede sjæl, før en person forsøger at røre dig og bare falder lige igennem. Du føler dig usynlig og nytteløs. Ingen kan se dig og du kan ikke gøre noget. Men den ene der engang imellem kunne dukke op, kan heller ikke røre dig. Så kan du sidde og skamme dig over de ting du har sagt og gjort, for de skulle jo ikke have været dine sidste, skulle de vel? Men du kan faktisk slet ikke huske hvad det sidste du gjorde var, for det er først i dag du vågner op og opdager, at du ikke er hvad du længe har troet. Vil du lave hele dit liv om hvis du havde chance? Selvfølgelig ville du det, men hvad ville det egentlig nytte? Hvis du går alle de skridt tilbage, starter forfra, så glemmer du også den åbenbaring der kom den dag du vågnede. Og så vil du igen, inden så længe, vågne op og se, at det hele er sket en gang til, og for dig vil det kun være en første gang.

Fald til ro med det du er blevet. For du vil kun blive det en gang til. Man må indse, at verdenen er sådan strikket sammen, at tingene er kommet for at blive som de var ment til at blevet – også du og jeg. Hvis du endnu ikke er vågnet op, så tag mit ord på, at det vil du en dag. Med denne advarsel kan du forbygge efterlivets cirkel – undgå efterlivet. Tag hver eneste ord du siger, som ville det være det sidste man ville høre fra dig. Lyt til hver eneste lyd som om det ville være den sidste lyd du nogensinde ville høre. Smag hver smag, kys hvert kys, som var det det sidste du nogensinde ville få. Kig på verdenen omkring dig som skulle du aldrig se den igen, og kig på dig selv som du vil huske dig selv. Kig på dem omkring dig som var det den sidste gang du nogensinde ville se dem. Træk vejret som var det den sidste dråbe luft der ville glide ind i dig og lad dit hjerte banke som var det dét sidste slag. Til sidst, føl de omkring dig, de mennesker de ting, som var det sidste gang du skulle mærke dem. For sådan undgår du, efterlivet.

Kontrol freak

Man tænker at kontrol er begrænset. Man tænker at det handler om oprydning og rengøring. At det handler om almen pli og tale. Men kontrol er så meget mere. Kontrol er ikke god opførsel og et nydeligt hjem. Kontrol er også et sjusket udseende og et rodet værelse. Kontrol er at du så fast har grebet fat i dit inderste, eller den bevidsthed du har skabet om den, og besluttet at sådan skal det ligge. Intet kan nogensinde lave det om. Der er rigtig mange ting jeg kunne kalde mig selv. Kold og kynisk, hjerteløs, følelsesløs, fræk, løs, utilregnelig is dronning. Varm, blid, følsom, kærlig, omsorgsfuld, loyal, støttende, lidenskabelig, charmerende prinsesse. Ærlig talt er jeg træt af at sætte mig selv i bås. Jeg er alle de ting og ingen af dem. Jeg er hvad jeg vil være når jeg vil være det, og hvad jeg ikke vil være lige præcis der jeg ikke vil. En ting er hvad jeg siger og gør en anden ting er hvordan det føles helt inden i. Jeg er træt af folk forsøger at pisse på mig og træde på mine grænser for jeg kan bare ikke væltes ned. Du kan jo kalde mig hvad du vil din ambivalente dukke! Jeg er alt hvad du siger jeg er og du kan bare ikke tage mere fejl.

Ærligt så er jeg da kontrolleret, uhæmmet kontrolleret – siden hvornår har det generet dig? Jeg fortæller hele tiden hvad jeg kan lide og hvad jeg ikke kan lide. Hvordan jeg reagerer og hvordan jeg ikke reagerer. Jeg fortæller hele tiden hvad jeg føler og ikke føler og jeg er bare så træt af at tage stilling til alt ting hele tiden. Jeg kunne gerne gå 3 år tilbage og jeg ville være lige præcis det jeg er nu, bare langt mere afslappet, have langt mere overskud. Jeg gemmer mig for omverdenen, jeg lukker folk ude – jeg gider ærlig talt bare ikke. Jeg vil være ung igen. Drikke mig pisse fuld og danse rundt være dristig og fange fyre i mit net, jeg vil føle min krop er så tom at når musikken trommer højt er den inde i mig. I stedet fyldes jeg op af bekymringer og ballade og drama, det er så utilfredstillende! Jeg har lyst til at leve! Men det gør jeg ikke.

Du spørger vel ”jamen hvorfor gør du det ikke?” Fordi jeg ikke kan. Jeg kan ikke sætte mig selv på spil, jeg ved hvad jeg ikke vil og jeg ved hvordan jeg ikke kommer til det – men jeg ved ikke hvad jeg vil og lige så lidt hvordan det skulle lykkedes. Så jeg skal gå til bekendelse og sige jeg er kontrolleret? Gerne. Jeg tænker over alt hvad jeg siger, over alt hvad jeg gør, ja jeg tænker endda over alt hvad jeg tænker. Jeg tænker over alt hvad du gør og alt hvad du siger. Ved du hvad jeg ikke tænker på? Sjove ting. Jeg er så pisse voksen at jeg brækker mig over det. Men hvordan kan man frasige sig hvad man er? Hvordan kan man lægge hele sit liv bag sig og sige, jamen det definere jo ikke mig? Fakta er at alt hvad jeg har gjort – og undskyld – alt hvad jeg har sagt – endnu engang undskyld – alt hvad jeg har følte – tre gange så meget undskyld – netop er hvem jeg er og netop er med til jeg står hvor jeg gør. Så ja, jeg er selvtægts kvinde. Jeg går direkte ind i løvens hule og bliver flået i tusinde stykker, og bagefter går jeg lige så bevidst ud igen, nej, jeg kravler blødende, tavst grædende, lidende, smertende, ynkelig ud af hulen og slæber min usle krop efter mig imens jeg kravler ind i et hjørne og limer mig selv sammen igen – fuld af revner, som er hvor de altid har været. Jeg trækker mig lige så bevidst ud af sengen og hopper ned til piratfiskene og lader dem sønderrive mig som de plejer og lige så bevidst springer jeg op igen, blødende, tavst grædende, lidende, smertende, ynkeligt, og limer endnu engang stykkerne sammen, præcis på samme måde som det plejer.

Så smut!

Alt hvad jeg nogensinde har måttet trækkes med kan hurtigt svinde ind til ingenting, men det vil altid være og har altid eksisteret. Det er svært at se frem og skabe en forståelse af hvordan man er nået hertil, uden at vende sig rundt og se hvilken sti man har fulgt. Det handler ikke om, at give slip. Det handler ikke om at glemme, det handler ikke om at forsvinde. Fortæl mig aldrig, at jeg ikke er fremad seende, i så fald ville jeg aldrig fortælle min historie. Vil du have et svar, så stiller du spørgsmålet. Men kritisk og oprørsk reagerer du på svaret og kalder mig knækket? Du fortæller mig, at jeg lever i fortiden, ALDRIG! Man kan ikke have flygtet så længe uden at være kommet et nyt sted hen. Måske løber jeg stadigvæk, men hvorfor skulle jeg lade mit liv stoppe her? Fortæl mig hvorfor jeg ikke har ret til at søge min styrke, og gøre det ved at gense mine fejl og lærer af dem i stedet for at sidde stille og aldrig udvikle min person. Jeg er ikke færdig her. Du kan rende mig hvis du vil bremse mig, det skal aldrig lykkes, det vil aldrig lykkes. Så Smut.

Tomme løfter. Det har jeg altid sagt. Men måske er det på tide, at tage ordene til sig og stoppe med, at bearbejde dem og sammenligne dem. Der er så mange folk der har ligheder men de er aldrig ens. Jeg er måske ensom på grund af de valg jeg har taget, men jeg tænker, at ventetiden er det værd. En dag dukker min bedste ven også op og så skal jeg også en dag have en værdi. Hvor er man uden tro, og hvis det ikke er det jeg skal tro på, hvad så? Jeg har brugt hele mit liv på at sige tak og undskyld. Jeg har brugt hele mit liv på at se mig selv som forkert og forkrøblet. Det kan godt være jeg har bidt fra mig og virket skræmmende, men det ændrer ikke på den fakta at jeg faktisk er helt nede og ligge, og nogle gange ligger jeg godt. Alle jer oprejste mennesker, i forstår jer ikke på livet og kan ikke påskønne det der bare er en dybere mening. Jeg elsker min baggrund, af den simple grund, at jeg kan påskønne et skuldreklap. At jeg kan rødme ved, at høre jeg er smuk. At jeg kan blive inderligt glad for et gensyn. Så rend mig hvis du ikke er tilfreds. Læg dig ned ved siden af mig og slap af. Jeg kunne tage hele verdenen lige såvel som dig, men det gør mig ikke mere tilfreds, du er da heller ikke tilfreds. Jeg har altid fået at vide, at jeg skal rejse mig op og stå ved siden af jer, hvorfor? Måske er det jer der har vendt hele tilværelsen på hovedet. Hvad med at du tager at gøre lidt for mig og læg dig ned. Få et nyt syn på det hele. Hvis ikke, er jeg færdig med dig, du skal ikke bede mig om mere. Så smut.

Jeg kan se verdenen meget tydeligere når jeg overvejer det hele en ekstra gang. Hvorfor skulle jeg ikke kunne danse nøgen i måneskin? Hvorfor skulle jeg ikke kunne svæve oppe imellem skyerne. Hvorfor skulle jeg ikke kunne blive omfavnet, omfavne? Fordi du siger det. Det er den eneste grund. Hvorfor er jeg alene? Fordi jeg valgte det, eller fordi du fortalte mig det. Jeg får altid at vide hvor blind jeg er, men det er præcist det du har bedt mig om at være. Jeg har aldrig, vil aldrig forstå, at jeg har et mareridt jeg skal vågne op fra men du giver mig konstant sove medicin. Måske er den smerte jeg har gennemlevet bare min modgift? Livet forgiftes af omgivelserne, så selvfølgelig skal det udrenses. Jeg har ikke brug for dig her længere, jeg kan så meget bedre uden. Jeg nægter at lade dig trække mig ned længere. Jeg vil ud og finde mine gode historier. Jeg vil ud og skabe mine gode historier. Selvfølgelig behandles jeg negativt når jeg kun har negative ting at fortælle om. Det er forfærdeligt hvad livet kan gøre. Du kæfter op om alverdens lort om hvad jeg er, hvem jeg er, hvordan jeg er. Det gør mig så vred. Gider du tie stille, jeg har hørt nok ”and you didn’t make the cut”. Jeg elsker mig selv for, at frasige mig andre mennesker, fordi det beviser netop de ikke er hævet over mig. Jeg er ikke så desperat, at jeg skal have venskaber for enhver pris. Og du misforstår mig. Søde skat, jeg vil ikke være din kæreste. Jeg hader mænd og kvinder og deres evige fortællinger om kærlighed og hvad jeg føler. Jeg er ikke følelseskold, men jeg føler ikke det. Jeg er ligeglad med hvem du er eller hvorfor du er her. Jeg er ligeglad med hvad du siger. Det eneste der betyder noget er hvem jeg er. Så smut.

Jeg taler og taler. Men først nu kan jeg se hvor døve øre jeg har talt til. Du skal ikke stille mig spørgsmålet du ikke vil høre svaret på. Jeg har for travlt. Du skal ikke ringe til mig igen, du skal ikke skrive til mig, du skal ikke smile til mig i byen, jeg gider dig ikke, du er overflødig. Jeg skrider kun hurtigere af dine ynkelige forsøg. Beklager, men jeg har ikke tid til dig længere. Jeg er desperat, jeg vil leve livet og du skal ikke forhindre mig længere, jeg er faktisk lidt optaget. Så smut.

Glimmer

Det var en kold sommer. Ja solen brændte igennem vinduerne og træerne stod stille, men kold var den. Inde i huset stod en mand og en kvinde. Hun råber og skriger og skælder ud. Han står der og smiler sexet og hans blik er varm ”hun sov i min seng, jeg sov i min mors” siger han imens han børster lidt glimmer af sin brystkasse. Hun vender sit blik mod sengen som i første omgang fik hende til at bryde ud i vrede – glimmer overalt. Hun hvæser og græder og skriger lidt mere og han sender hende endnu et frækt blik. ”Hold nu op smukke Marissja sov i min mors seng med sin veninde og jeg her, der er intet sket.” Slesk gled han sig frem og greb om hendes hofter, præcist som han vidste hun elskede det. Han kyssede hende inderligt og trak hende til sig. Hun lagde hånden på hans bryst og knuede hans trøje imens hun i takt med at spænde armen fik ham skubbet fra sig. Hun holdt fast og knuede trøjen mere og mere. Han smilede igen ”hold nu op smukke” hans lemmer var længere end hendes, den arm var slet ikke nok til, at hans hænder blev fjernet fra hendes hofter”. Hun knuede trøjen, hun græd, hun vidste at hun bare skulle give slip, lige med det samme. Tankerne fløj igennem hovedet på hende. Alle hans historie. Hvordan glimmeret var endt i hans seng, hvor han accepterede cam og pludselig sad der en kvinde og legede for ham. Hvordan hans ryg var dækkede af kradsmærker. Vreden spredte sig ud i hendes fingre og trøjen stramte til, hun kunne bare ikke slippe. Tårerne havde trukket sig til bare og hun stod tavs og vurderede alle hans historie. ”Smukke, jeg sov her, hun sov i min mors seng” sagde han og uden hun havde opdaget det havde han langsomt fået hende trukket ind til sig, hun bøjede armen. Han kyssede hende inderligt og så brød hun ud i gråd i munden på ham. Han kunne selvfølgelig ikke gøre for det. Han kunne ikke vide, at når han accepterede cam ville der sidde en nøgen pige. Han kunne selvfølgelig ikke gøre for, at de to piger sprang rundt i hans seng efter festen. Sagde han ikke først de sov her og han i sin mors seng? Nå, han siger de sov hver for sig. Hun slap hans trøje og lod ham røre sig. Hun trådte tilbage og løb ud i badeværelset, her sad hun på gulvet og græd i to timer til han kiggede ind ”kom smukke, ind i seng”. Hun nikkede, hun rejste sig op og lagde sig i seng, her indtog han hende med fulde drag og hun holdte tårer tilbage. Med et støn svingede han sig af og satte sig med ryggen til hende, udmattet fagtede hun efter sine cigaretter og han stillede et askebægere hen til hende. Hun takkede. Og ledte så efter noget at tørre sig med. Han rejste sig og forsvandt. Hun rystede i sengen. Hun elskede ham. Han kom tilbage, kyssede hende på kinden og gik. Han skulle til fest og der lå hun så. Ved siden af sit hoved lå hans telefon. Den ene sms efter den anden gled ind og det var fra kvinder. Hun forsøgte og sove, så hun ikke fik læst hans beskeder – det er ikke tillid, at læse en anden person beskeder. Men konstant kom der opkald, kvinder der ville have fat i ham. Hun vendte sig rundt og så kom han hjem hun lå død stille. Han kom hen til hende, han lugtede af sprut, cigaretter og lacoste touch of pink. Han gled ind til hende og holdt om hende og hviskede ”det er dejligt at have en kvinde at komme hjem til” og hun smilte og omfavnede ham. Hun nussede hans hår til de faldt i søvn. Undskyld, nåede hun at hviske. Om morgenen vågnede hun af hans telefon der ringede, men hun bevægede sig ikke, han satte sig op og tog den og begyndte og snakke. Det var en kvinde, han talte blidt og omsorgsfuldt til hende, sådan havde han aldrig talt til hende selv. Hun lå helt stille ”hun sover” sagde han og listede ud af døren. Hun overhørte hele samtalen. Igennem døren, da han kom ind strakte hun sig gabende og lod som om du vågnede. Hun spurgte hvor han havde været, han sagde han havde spist sig noget morgenmad. Han lænede sig over hende og tog hende endnu engang for fulde drag. Og så sendte han hende hjem. ”Du ved jeg hentede dig kun på badeværelset fordi jeg var bange for at du ville slå dig selv ihjel” sagde han og kyssede hende på kinden ”tak” sagde hun og kærtegnede ham, da de kom ud fra døren gik de to meter fra hinanden. På stationen sagde hun farvel og gik ind i toget og rejste hjem – endnu engang. Det var skidt som hun havde opført sig. Han behandlede hende så godt, var kærlig og ville elske med hende. Og så råbte hun og skreg sådan. En tårer trillede og så kom konduktøren, hun viste sin billet smilende og krammede sig selv i søvn på vej hjem i toget, da hun vågnede havde han stadig ikke skrevet.

Ensom

Jeg fortæller mig selv hver eneste dag, at jeg er okay. Jeg fortæller alle andre – hver eneste dag, at jeg er okay. Selvfølgelig er jeg ikke okay. Når computeren er slukket, når mobilen stadig ikke får nogle beskeder ind, når ham jeg troede skulle være min redning ikke dukker op så finder jeg ud af hvad jeg er. Det er værst når det bliver mørkt og koldt. Nej, det er værst når jeg græder og jeg intet sted har at tage hen. Når jeg har ingen til at komme og tage sig af mig. Alt jeg har oplevet er tab og at blive forladt så snart jeg forsøger at bygge videre. Jeg straffes for aldrig at ville give mit løfte til en om aldrig at elske ham. Men det løfte giver jeg mig selv hver eneste dag. For så er det, at jeg bliver forladt. Jeg ser et spejlbillede i vandet, men kun minderne om den handlekraft, livskraft og kampvilje hviler tilbage i mit trætte ansigt, for det er hvad jeg er. Jeg tænker tit om min styrke nogensinde vender tilbage, eller om jeg skal stille mig tilfreds med, at være blevet et nyt skrøbeligt og sårbart menneske. Skal jeg stille mig tilfreds med at græde. For første gang i lang tid oplevede jeg en enkel tåre bryde barrieren. Måske er det en følelsesmæssig overrumpling af at slette det sidste minde jeg havde af mit skyggebillede. Det tog mig et split sekund at springe ind i den bedste og mest forfærdelige tid i mit liv og det tog mig 1½ år at kigge ud. Verdenen er for skræmmende. Jeg har aldrig følt mig som jeg gør nu, mindet holdte noget i gang i mig. Jeg har aldrig haft lyst til en ny tilværelse, men det har jeg nu. Jeg vil så gerne græde, jeg vil så gerne kaste mig i favnen på en fremmed og bare lade mig være selv være lille, følsom, sårbar. Jeg har hørt, at tårer skulle være hele ens historie, det er de. De fortæller hele verdenen om den ægte glæde man føler, den ægte sorg, men mine kan ikke komme ud, jeg kan ikke dele det jeg har inden i, selvom jeg bare ønsker, at give slip. Jeg lever i en mørk kælder ude vinduer, uden døre. Jeg kan ikke åbne mit forseglede sin og ligegyldig hvor længe mærket skræmmer mig og vil presse mig ud, så kommer jeg aldrig ud. Man kan sige, at jeg mangler nogen med viljen til, at smadre væggen ned men en dag er det for sent. Om 50 år sidder jeg stadig i min kælder og indser, at livet har været så tomt. Alt jeg har, er minder og flyvske sammenkomster som talte til mig igennem væggens tyndeste sider. Jeg kan ikke slås for mig selv, for der er ingen der slås for mig. Et flygtigt blik trækker mig ikke ud af noget som helst, måske sender det mig dybere ind. Jeg er uden betydning. Jeg tænker tit på, at slå mig selv ihjel, men kun så jeg kunne se om der faktisk var nogen som helst der ville savne mig, faktisk mangle mig. Jeg tror det ikke. Alt jeg har omkring mig er så flygtigt, jo der vil være sorg, men aldrig et tomrum. Måske er det min egen skyld. Men jeg tænker altid på, at jeg mangler en der vil tage min hånd og sige ”du er lige det du skal være” og tage mig for det. Jeg er aldrig blevet bedt om andet end at forandre mig, men jeg har aldrig fået at vide til hvad. Hvordan skal jeg løse dit problem med mig når jeg ikke aner hvad mit problem med mig er. Hvordan skal jeg give slip uden nogen til, at fortælle mig hvor jeg så skal gå hen. At have sluppet det mene om min skygge har kun gravet mig dybere ned og så er mindet om mindet trådt i kræft. Han er væk nu, jeg kan ikke kontakte ham og han har aldrig villet kontakte mig. Men den varme jeg mærkede, den savner jeg, den har jeg brug for, jeg tørster og sulter, på samme tid og kan ikke spise eller drikke. Hvad folk aldrig vil forstå er, at jeg ønsker de skal nå mig i min mørke kælder, jeg ønsker at kæmpe for dem. Men de er nødt til og kæmpe og bryde væggen ned først, så jeg faktisk kan komme ud. Det er der ingen der er villige til at gøre. Så jeg kan sidde i min sorte kælder, uden vinduer og uden døre og altid være …

Hvis jeg kunne dø

Hvis jeg kunne dø, bare for en enkelt dag. Vågne op og sige ”Det er derfor jeg vil leve”. At man kan vågne op og tænke, det er ikke i dag jeg vil leve og så vende sig om på den anden side. Bare for en enkelt dag. Hvis jeg nu kunne opdage, at alle de kampe jeg kæmper og alle de følelser jeg føler, alle sammen ville forsvinde, blive ryddet, bare ved lige at lægge sig til at dø. Jeg mangler en tro. Der er troen på venskabet, som gang på gang bliver revet fra mig. Jeg står op og tænker ”i dag giver jeg verdenen en ny chance” og det lykkedes, det lykkedes, det lykkedes, jeg blev snydt. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg var blind for de bedrag der rumsterer omkring mig og bare lod vilddyret slå mig ihjel. Bare lod det flå mig op, spise mit hjerte og lade blodet strømme lige så vildt som mine fabrilske tårer, og så dø. Jeg vil gerne tro på den genopstandelse jeg så evigt huer efter. ”I morgen står jeg op og er et nyt menneske.” Jeg ved godt hvad folk ønsker, at jeg skal være. Jeg ved godt hvordan jeg er anderledes, jeg accepterer at det er mig der er forkert. Ligeledes søger jeg den accept. Som vildmanden(kvinden) i urskoven, løber jeg rundt med min håndsnittede spyd og hver eneste gang en vilddyr nærmer sig, så tager jeg det til fange. Men de søde katte øjne og imens det sidder der i sit bur blotter jeg kroppen, lader mine dufte ramme dens næsebor ”SE HVEM JEG ER”. Og så de søde katteøjne, jeg lukker det ud af sit bur, men de dufte den så længe har kunne ænse, har givet blod på tanden og så ledes vil den flå min krop, for jeg er skræmmende, skræmmende fristende? Og så må jeg slå vilddyret ihjel. Farvel.

Hvis jeg bare kunne dø en enkelt dag. Opleve at jeg tager fejl når jeg siger, at dem omkring mig, som har valgt mig ind i deres omgivelser, ville føle sorg af at jeg forsvandt. Had er også en slags lidenskab. Der er så mange der ville få et tomrum, miste deres fælles nævner uden mig. Men det ser de ikke. Jeg vil modbevises, når jeg er væk vil de ikke sige ”godt hun er væk”. Jeg hader mig selv for den smerte jeg føler, den ensomhed jeg bærer på. De hemmeligheder jeg tvinger mig selv til at hemmeliggøre. Jeg ville ønske bare et menneske kunne kende mig. Jeg ville ønske, at min dybeste hemmelighed lå for et menneske at se. Men hvorfor skulle jeg stole på nogen så meget. Jeg har haft venner igennem mange år, så forlod de mig. Jeg har haft venner som forlod mig og så kom tilbage. Hvordan skal det opbyge tillid? Der er aldrig nogen der har taget en beslutning om mig og så stået ved den. Skal jeg bevise mit værd, hver eneste gang jeg møder et nyt menneske? Skal jeg blotte mig og lade dem skærer en hul i mit bryst, så de kan tage den beslutning. Eller skal jeg stille mig og sige ”okay, du er tilbage, nu beviser jeg for dig hvad jeg har”. Der er ingen der ser, at jeg altid vil være den samme, bare lidt mere ødelagt.

Hvis jeg bare kunne dø en enkelt dag. Stå op og være en anden. Stå op og sige ”det er derfor jeg vil leve”. Tage valget ”leve eller ikke leve”. Jeg har brug for det pusterum og den pause som aldrig kommer, fordi jeg dag for dag ikke har tiden til, at stoppe op og tage beslutninger. Jeg har mine rammer og ting jeg SKAL. Hvor er den del af mig der havde tid, overskud, glæden, lysten til spontanitet. Det er et tab, derfor skal jeg dø en enkelt dag, kun en enkelt, for roen, for beslutningen, for stilstanden. For mig.

Et sjæleløst monster

Hvad skal man tage sig til, når ensomheden rammer det enkelte individ. Det er som, at smide sig på den forfrosne jord, ude i en skov, en mørk og lige så ensom nat. På sin egen måde er det smukt. Man kan ikke forestille sig, hvordan man skal kunne rejse sig op igen. Det er ligesom, at have drukket alt for meget alkohol på alt for få timer. Verdenen snurre omkring dig imens du kan mærke jorden nærmest suger dig ned – at blive ét. Man mindes tilbage på alt det man nogensinde har haft og indser hvor mangelfuldt det trods alt har været. Den hånd som engang rørte din kind og fik den selvsamme jord som du nu ligger på, til at skælve. Her på den iskolde skovbund, føles den varme berøring så ægte. Man mindes den dag hvor man løb i regnen med én man holdte af. Vi studerede et træ, hvor han smukt havde hakket vores forbogstaver ind ”E.M + L.K”. Hvordan man faldt ned af bakken i hinandens favn og ved landing lod en tårer trille – Det var sidste gang jeg græd. Man genkender fornemmelsen. Det er som om en mørk skygge, spidser sine fingre og kraver sin hånd ind igennem brystet og holder om dit hjerte. Svageligt kærtegner skyggehånden dit hjerte. Det er smertefuldt men dejligt samtidig og så, på et split sekund, trækker han til. Din krop følger med, som om den vil gribe hjertet, skuffende må man indse, det er flået ud. Jeg falder i knæ i mine tanker. Det gjorde så ondt. Jeg trækker mine hænder op og dækker mit ansigt, men til hvad nytte, min krop nægter mig, at græde. Jeg ønsker så meget, at blive menneskelig. Men fra den dag af var jeg sjæleløs. Tre mænd. Det var alt der skulle til, og så man et sjæleløs monster, dømt til at gå på jorden til evig tid. Man prøver så hårdt, at elske, men man er ude af stand til, at give hvad andre gerne vil have. Og så forsvandt veninderne. Tror du jeg nogensinde nåede, at opdage, at jeg ville blive forladt? Det blev jeg sku da bare. På den iskolde skovbund lægger jeg hånden på brystet, og banker hård – et hulrum. Jeg blinker med øjnene, som når tårerne skal skubbes lidt på vej ud af øjet, men jeg kan ikke græde. Der er så ensomt og stadig kan jeg ikke mærke det.

Det er en forbandelse. Jeg smiler dagen lang, jeg uddeligerer glade tanker. Men alt er en facade. Jeg vil så gerne elske. LAD MIG DOG ELSKE. Men skyggehånden vil aldrig give mig, mit hjerte igen. Man har kun ét hjerte. Du kan ikke få et nyt. Ikke som spøgelse. Det er hvad jeg er. En sjæleløs sjæl… Så er jeg ingenting. Selvom skovbunden trækker mig til sig, så kommer jeg aldrig dybt nok ned. Levende-død, begravet. Jeg ligger bare i et sort hul, ude af stand til, at komme op igen. Jeg prøvede engang, at rejse mig op og bore neglende ind i jordvæggen. Og imens svedet faldt fra panden og blodet løb fra hænder og fødder, var der flere skygger der forbarmede sig over mig og sparkede mig i hovedet, så jeg mistede mit greb og igen faldt til bunden. Hvorfor skulle jeg også slås sådan, lide sådan for, at nå et sted som jeg aldrig ville se. Man kan ikke nyde lykke som sjæleløst monster. Tror du ikke jeg gerne ville danse med solens stråler. Tror du ikke jeg gerne ville kunne lade tårerne trille ned af min kind. At jeg meget gerne ville kunne modtage en berøring og mærke varme i stedet for, at mærke ingenting. Jeg vil så mange ting. Men jeg kan intet, sådan er det, at være sjæleløs. Jeg troede i en periode, at der var nærhed i, at sniffe en bane, i at stikke hul på huden med en sprøjte, eller et barberblad for den sags skyld. Men der var ingen nærhed, det tog mig mange år, at finde ud af. Det er lige som, at være sulten og nogen har syet din mund sammen. Du kan ikke få den nydelse, at føle maden i din mund, at smage den. Du kan bare kigge på den og dufte til den. Jeg hungrer efter den nærhed, men jeg kan ikke få den. Jeg hungrer.

Åbn øjnene. Stadig på skovbunden. Over mig blinker stjernerne flirtende til mig. Og så kan jeg pludselig sidde mig op med min følelsesløse krop. Jeg bider mig selv i fingeren så det bløder, men jeg mærkede det ikke. Jeg har ikke engang mine sanser længere. Det bliver sløret af livets lyster. Mad, Mænd, Kærlighed, Nærhed, Familie, Venner, Sex… Mest af alt sex. Ja selvfølgelig har jeg det hele. Men jeg kan ikke mærke det. Maden er kun for, at min krop ikke giver op fysisk. Mændene er jo over det hele. Kærlighed? Ja, det eksisterer jo generelt bare ikke længere. Nærhed, jo min mor giver mig et knus engang imellem, familien, jeg har den.. men jeg bryder mig ikke om den. Venner, kun overfladiske og flygtige bekendtskaber som snart er forsvundet igen, de kommer og går som de har lyst. Så der sex. Jeg tror ikke der er nogen der har så meget som mig, men det er aldrig for min skyld. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst havde det for min skyld og fornøjelse, når jo – skyggehånd.

Man er som pigen i regnvejret der gnider det støvede vindue med sit ærme og kigger ind i den varme stue, hvor man selv havde siddet. Folk griner og elsker, og ingen husker, at jeg mangler. Måske er man fordømt som sjæleløs, folk opgiver håbet på dig, du er ikke til, at redde. Nogle sagde jeg var isdronning, med så koldt et hjerte. Men jeg har jo ikke noget. Det er dét de ikke kan forstå. Sølle mennesker. Men hvem er jeg, at dømme. Ingen ting, udød, et spøgelse, et sjæleløst ensomt monster. Der er så mange som græder over deres knuste hjerter. Hvad jeg ikke vil give for at have en knust hjerte.